Det skal du opleve i Stockholms Gamla Stan


Når du besøger Stockholm, må du ikke snyde dig selv for en tur i Gamla Stan. Gamla Stan er en af de største og bedst bevarede middelalderlige bydele i Europa. Stockholm blev grundlagt med Gamla Stan tilbage i 1252, og du vil derfor finde masser af historiske steder samt flot arkitektur. Her får du mine bedste tips til, hvad du skal opleve i den gamle bydel.

Stockholm Slot

Stockholm Slot også kaldet Kongeslottet er den officielle residens for den svenske regent. Slottet er bygget i barokstil, og er med dets mere end 600 rum det største fungerende slot i verden. Slottet er åbent for offentligheden, og du kan se de kongelige repræsentationslokaler, kronjuvelerne og Tre Kroner-museet. Kl. 12.15 mandag til lørdag kan man også opleve vagtskiftet på slotspladsen. Læs mere her.

Stockholm Domkirke

Ved siden af slottet finder du Stockholm Domkirke, hvor blandt andet brylluppet mellem Kronprinsesse Victoria og Prins Daniel fandt sted i 2010. Du skal betale entré for at komme ind i kirken.

Rigsdagen

I Gamla Stan finder du også Sveriges Riksdag, og hvis du har lyst, er det også muligt at komme inden for på en guidet tur. Læs mere her.

De smalle gader

Der er vaskeægte sydlandsstemning, når du går rundt på de smalle gader i Gamla Stan. Du finder masser af turistbutikker og caféer men også masser af historie og kultur.

 

Riddarholmen

Tag et smut over Riddarholmsbron fra Gamla Stan til Riddarholmen. Her finder du den fine Riddarholmskirke, og om sommeren er her madboder og borde og bænke, og det er hyggeligt lille spot for en snack eller lidt koldt at drikke i sommervarmen.

Hjemmebagt vaffelis

Ved Järntorget finder du isbutikken, Café Järntorget, hvor jeg kan anbefale dig at bestille en gammeldagsisvaffel. Vaflerne er hjemmebagt, og her er et stort udvalg af lækker is. Jeg lover dig, at det smager himmelsk. Stedet er meget populært, og du kan derfor godt risikere en del kø på varme sommerdage. Læs mere her.

Har du andre gode tips til Gamla Stan i Stockholm?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.