Date night – Vinter i Tivoli og Dining Week på La Rocca


Efter at Hans-Kristian og jeg har fået William er det begrænset, hvor meget alenetid vi har som par. Det var især svært at tage på date, da vi boede i Stockholm, da vi ikke havde familie tæt på til at hjælpe med pasningen. Men det er heldigvis blevet lettere nu, hvor vi er flyttet tættere på bedsteforældrene.

Det udnyttede vi i torsdags med en date night, der startede til Vinter i Tivoli, fortsatte med en lækker middag på italienske La Rocca og sluttede med en drink på Library bar.

Vinter i Tivoli

Som noget helt nyt har Tivoli i år åbnet dørene i februar med konceptet Vinter i Tivoli, og da jeg elsker at være i den fine forlystelsespark midt i København, måtte jeg da ind og se, hvad de nu har fundet på. Vinter i Tivoli byder blandt andet på en skøjtebane, en stor iglo på plænen, hvori der gemmer sig en kælkebakke og masser af kunstig sne og snemænd.

Det var rigtig hyggeligt at gå rundt derinde, og selvom hele parken ikke var åben, var der meget at kigge på, og der var især en masse sjov for børn.

Skøjtebane i Tivoli

Parken var fyldt med masser af snemænd.

Der var masser af forlystelser for børn.

Midt på plænen var der en stor iglo.

I igloen er der blandt andet en kælkebakke og to rutsjebaner.

I forbindelse med Valentinsdag var der hængt en masse hjerter på broen ved søen.

Dining Week på La Rocca

I sidste uge var der Dining Week rundt om i det lille land, og Hans-Kristian og jeg havde booket pladser på La Rocca i København. La Rocca er en italiensk restaurant beliggende på Vendersgade tæt ved Torvehallerne. Restauranten var hyggelig, der var en god atmosfære, og vi fik en god betjening. Middagen startede med en velkomstdrink, og herefter nød vi en tre retters menu inkl. vin.

Forret: En lækker pasta tilsmagt med cherrytomat og basilikum på bund af gorgonzola og valnødder.

Hovedret: Grillet kalveentrecoté med smørstegte østershatte, kartoffelpuré og broccoli.

Dessert: Skovbær semifreddo med coulis af passionsfrugt.

Vi sluttede aftenen af med en drink på Library bar, der er en af mine favoritbarer i København, inden vi hoppede på toget mod Stevns, hvor William blev passet. Heldigvis sov han sødt, da vi kom frem, og for anden gang i hans 14 måneder gamle liv sov han igennem hele natten, så det må siges at være god timing, når nu hans forældre havde været i byen 😉

På Library bar skal der drikkes Vanilla Passion 🙂

signatur
DEL:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.