En krop i ubalance


Som jeg tidligere har skrevet om her, så “spiste jeg mig gravid” tilbage i 2016, og det kom der dejlige William ud af. Gudskelov for det! Grunden til, at jeg ændrede min kost tilbage i december 2015 var, at jeg efter at være stoppet på p-piller fik ubalance i min krop.

I over halvandet år havde jeg uregelmæssig menstruation og meget uren hud. Men lægerne tog mig ikke seriøst, og fejede mig væk med, at jeg jo stadig var så ung, og havde god tid til at blive mor. Men min krop fungerede ikke, som den skulle. Det er ikke normalt, at en 25-årig har menstruation og hud som en teenager. Jeg ønskede mig en normal menstruationscyklus og min normale hud tilbage (den har aldrig været supersmuk, men okay), og jeg prøvede alt muligt, der ikke rigtig hjalp. Det var en hård tid, hvor min selvtillid fik et knæk, og jeg brød mig egentlig ikke om at være ude blandt andre mennesker.

I november 2015 hørte jeg tilfældigvis om bogen “Spis dig gravid”, og den 1. december startede jeg med at leve ud fra bogens principper – spis mad med et lavt glykæmisk indeks. Det var ret svært midt i julemåneden, og jeg faldt da også i nogle gange, men allerede i januar fik jeg menstruation og de næste par måneder kom den regelmæssigt. Fire måneder efter jeg ændrede min kost, blev jeg endelig gravid 🙂

Men nu er den altså gal igen, jeg har ikke haft menstruation siden februar, og jeg kan mærke på min krop, at den er i ubalance. Heldigvis ved jeg, at jeg kan få det bedre, og jeg tager små skridt hver dag i den rigtige retning. Overskuddet til at lægge kosten om er dog noget mindre denne gang, da jeg har et lille barn at passe, en nystartet virksomhed og et konstant søvnunderskud. Generelt er jeg ikke særlig vild eller god til at lave mad, og det er især det der med at finde på, hvad pokker jeg skal lave, der er svært for mig.

Heldigvis er der masser af gode råd og inspiration at finde, og i går meldte jeg mig som testkanin på et tre måneders hormonforløb hos Rejsentilsundhed.dk. Zoey, der står bag, er holistisk behandler, og med hende som rådgiver skal jeg altså spise min krop tilbage i balance. Forløbet starter i juli, og jeg glæder mig til at komme i gang.

Jeg er dog selv startet lige så stille op, og prøver at spise ud fra principperne fra bogen “Spis dig gravid”, som altså handler om, hvordan du ved hjælp af rigtig kost kan sænke insulinet i blodet og derved få en normal menstruationscyklus.

Har du også oplevet ubalance i kroppen?

Jeg er stolt af at kunne præsentere blogguides.dk


Som jeg har teaset for her på bloggen, så har jeg over de sidste par måneder arbejdet på et nyt projekt sammen med lisesommerlund.dk.

Projektet hedder blogguides.dk, og er en hjemmeside med tips og tricks til blogging. Lises og mit mål med blogguides.dk er at guide dig til en professionel blog, og siden er fuld af gode og brugervenlige guides til dig som blogger, eller gerne vil i gang med at blogge.

Vi gik live med siden i fredags den 1. juni, og der er allerede en masse indhold derinde. Læs f.eks. vores GDPR-guide, vores guide til at tjene penge på din blog eller til at starte din egen blog, hvis du er nybegynder. Du kan også få vores e-bog “Find din niche – og få en professionel blog” ved at tilmelde dig vores nyhedsbrev her!

Fremtiden for Udelukkende Lund

Udelukkende Lund har jo tidligere været stedet, hvor jeg lærte dig om blogging, men i fremtiden deler jeg alle mine guides og gode råd om blogging på blogguides.dk.

Udelukkende Lund fortsætter som min rejse- og livsstilsblog, hvor jeg deler tips og inspiration til gode oplevelser med børn samt fortællinger fra mit eget liv.

Tak til dig

Uden dig var blogguides.dk ikke blevet til noget. Jeg har gennem de sidste par år delt indhold om blogging her på domænet, og fordi I læsere har taget så godt imod det, er jeg blevet bekræftet i, at jeg skulle gøre mere ud af lige netop det. Derfor har jeg sammen med Lise dedikeret en hel hjemmeside kun til blogging, så tusind tak, fordi du har støttet op om mit indhold her på bloggen. Jeg glæder mig til at hjælpe dig endnu mere med din blog fremover, og jeg håber, at du har lyst til at kigge med på blogguides.dk og selvfølgelig også fortsat her på udelukkendelund.dk.