Date night – Vinter i Tivoli og Dining Week på La Rocca


Efter at Hans-Kristian og jeg har fået William er det begrænset, hvor meget alenetid vi har som par. Det var især svært at tage på date, da vi boede i Stockholm, da vi ikke havde familie tæt på til at hjælpe med pasningen. Men det er heldigvis blevet lettere nu, hvor vi er flyttet tættere på bedsteforældrene.

Det udnyttede vi i torsdags med en date night, der startede til Vinter i Tivoli, fortsatte med en lækker middag på italienske La Rocca og sluttede med en drink på Library bar.

Vinter i Tivoli

Som noget helt nyt har Tivoli i år åbnet dørene i februar med konceptet Vinter i Tivoli, og da jeg elsker at være i den fine forlystelsespark midt i København, måtte jeg da ind og se, hvad de nu har fundet på. Vinter i Tivoli byder blandt andet på en skøjtebane, en stor iglo på plænen, hvori der gemmer sig en kælkebakke og masser af kunstig sne og snemænd.

Det var rigtig hyggeligt at gå rundt derinde, og selvom hele parken ikke var åben, var der meget at kigge på, og der var især en masse sjov for børn.

Skøjtebane i Tivoli
Parken var fyldt med masser af snemænd.
Der var masser af forlystelser for børn.
Midt på plænen var der en stor iglo.
I igloen er der blandt andet en kælkebakke og to rutsjebaner.
I forbindelse med Valentinsdag var der hængt en masse hjerter på broen ved søen.

Dining Week på La Rocca

I sidste uge var der Dining Week rundt om i det lille land, og Hans-Kristian og jeg havde booket pladser på La Rocca i København. La Rocca er en italiensk restaurant beliggende på Vendersgade tæt ved Torvehallerne. Restauranten var hyggelig, der var en god atmosfære, og vi fik en god betjening. Middagen startede med en velkomstdrink, og herefter nød vi en tre retters menu inkl. vin.

Forret: En lækker pasta tilsmagt med cherrytomat og basilikum på bund af gorgonzola og valnødder.
Hovedret: Grillet kalveentrecoté med smørstegte østershatte, kartoffelpuré og broccoli.
Dessert: Skovbær semifreddo med coulis af passionsfrugt.

Vi sluttede aftenen af med en drink på Library bar, der er en af mine favoritbarer i København, inden vi hoppede på toget mod Stevns, hvor William blev passet. Heldigvis sov han sødt, da vi kom frem, og for anden gang i hans 14 måneder gamle liv sov han igennem hele natten, så det må siges at være god timing, når nu hans forældre havde været i byen 😉

På Library bar skal der drikkes Vanilla Passion 🙂

Glimt fra vores første uge i Malmø

Min lille hjælper 😉
Hygge på legepladsen i Hyllie.
William og Neli leger på Fisketorvet.
Hans-Kristians fantastiske fastelavnsboller 🙂

Vi har nu boet i Malmø i en uges tid, og vi er ved at være på plads i lejligheden. Vi mangler stadig et nyt spisebord, og at hænge lamper og billeder op rundt omkring, og så venter vi på vores nye skrivebord, som vi har bestilt i weekenden.

Selvom vi ikke er helt på plads, føles stedet allerede som vores hjem, og vi er alle tre glade for at bo der. William virker glad for sit værelse, og så er han henrykt over den legeplads, vi har lige rundt om hjørnet. Jeg er lykkelig over den korte transporttid på ca. 40 min. til og fra arbejde, og det har været smertefrit at pendle med Øresundstoget indtil videre.

Den sidste uges tid har udover arbejde og praktik omkring lejligheden også budt på hygge med min veninde, Neli, fra Bulgarien. Og så var jeg i fitness to gange sidste uge, og skal igen i dag. Det er så dejligt at være kommet i gang med at træne igen, og nok også meget godt, når man tænker på alle de fastelavnsboller, jeg har spist denne weekend. Hans-Kristian laver de bedste fastelavnsboller med vaniljecreme og kakaoglasur, og det er svært ikke at proppe sig med dem 🙂 Du finder opskriften her.

Husk, at der er Dining Week i denne uge i hele Danmark, hvor du får tre retters mad for 215 kr. pr. person. Du kan stadig nå at købe billetter her. Hans-Kristian og jeg skal på La Rocca på torsdag, og jeg glæder mig til en tiltrængt date night 🙂

Så er vi flyttet til Malmø

Flytterod i den nye lejlighed.

En hård flytteweekend er veloverstået, og i nat har vi sovet i vores nye lejlighed i Malmø for første gang 🙂 Vi fik nøglen til lejligheden i torsdags, og herefter gik projekt flyt fra Stockholm til Malmø i gang.

Fredag formiddag kørte Hans-Kristian og jeg til Stockholm, mens William blev passet hos mine forældre. Vi skulle tømme de sidste ting i lejligheden, og gøre den klar til overdragelse. Det var lidt af et projekt at køre over 15 timer i bil på to dage, tømme lejligheden for de sidste ting og rengøre den. Men det var fedt, at få det overstået 🙂

Søndag blev brugt i den nye lejlighed, som ligger i Hyllie i Malmø, på at komme på plads. Heldigvis var mine forældre med, så min mor tog sig af William, og min far hjalp blandt andet med at hente og samle vores nye seng. Vi nåede næsten helt i mål, men mangler stadig lidt møbler, pynt og lamper hist og her.

Jeg føler mig allerede hjemme i vores nye lejlighed, og jeg er sikker på, at vi bliver rigtig glade for at bo her. Det er så lækkert med al den plads, vi har, og at William endelig har fået sit eget værelse 🙂 Jeg lover, der kommer flere billeder, når vi er kommet helt på plads.