Godt nytår og tak for i år + Årets 10 mest læste indlæg


Jeg synes altid, der er noget specielt ved nytårsaften. Nytåret får mig altid til at reflektere over året, der er gået, og sætter tanker og ønsker i gang for det nye år. Når årstallet skifter, og kalenderen er fyldt med blanke sider, føles det lidt som om, man kan starte på en frisk. Du kan tage de gode ting med videre fra året, der er gået, og ændre og gøre andre ting anderledes og bedre. Det er egentlig noget underligt noget, for hvorfor ikke ændre på disse ting i løbet af året, hvorfor venter vi til et nyt år starter?

Læs også: Sådan opnår du dine mål – inklusiv videoguide

Nå, men det her blogindlæg skulle egentlig ikke handle så meget om fremtiden, men mere om året, der er gået. Jeg vil nemlig gerne bruge lejligheden på at sige tak til dig, fordi du læser med. Det er jeg rigtig glad for. Hvis du har læst med længe, skal du have tak for, at du stadig er her, også selvom jeg har lavet om på bloggen og relanceret den i årets løb. En beslutning jeg er rigtig glad for, da det har givet mig meget mere blod på tanden til at blogge. Jeg føler mig ofte inspireret og fuld af idéer 🙂

I år lavede jeg min allerførste workshop for bloggere, og jeg er rigtig glad for, hvor godt den er blevet taget imod. Hvis du endnu ikke har nået at deltage, så kan du stadig nå det her!

Det bliver ved med at krible i fingrene for at skrive om det nye år, vi går i møde, selvom det egentlig er tiltænkt et andet indlæg, men det er jo også et spændende nyt kapitel, der skal skrives. Men inden vi når dertil, skal nytårsaften fejres med både mine og Hans-Kristians forældre samt min farmor. Det bliver hyggeligt og meget stille og roligt 🙂 Men som lovet skal vi også lige kigge tilbage på året, der er gået. Det har været et skønt og begivenhedsrigt år, men også et anderledes og hårdt år som nybagt mor. Her får du årets 10 mest læste indlæg:

Årets 10 mest læste indlæg

1. I dag fik jeg skæld ud af en gammel dame, da en ung mand kom mig til undsætning

2. En kæmpe nyhed

3. Så meget kan du tage for et sponsoreret blogindlæg

4. Nem opskrift på broccolisalat med bacon og pinjekerner

5. Det er tid til at skifte fra http til https – sådan gjorde jeg

6. Williams barnedåb og vores surprisebryllup

7. Sådan bor vi på 36 m2 i Stockholm

8. Sjove og fine billeder fra vores bryllup

9. Inspiration til en festlig slikbuffet – sådan gjorde jeg til vores bryllup

10. Opskrift på sunde cookies med banan og havregryn

Endnu en gang tak, fordi du læser med. Jeg håber, du får en fantastisk nytårsaften, og jeg glæder mig til, at vi ses igen i 2018. Rigtig godt og lykkebringende nytår til dig!

Vi flytter til Malmø

Emporia shoppingcenter i Malmø.

Hejsa, jeg håber, du har haft en god jul. Det har vi, og vi fik en ekstra god julegave i år, vi har nemlig fået et nyt sted at bo fra den 1. februar.

Min mor er begyndt at kalde mig for halvsvensker, og der er måske noget om snakken 😉 Haha. Vi forbliver i hvert fald i Sverige noget tid endnu, men rykker teltpælene op i Stockholm, og bosætter os i Malmø.

Som jeg skrev i dette blogindlæg, så har jeg fået job i København fra starten af januar, og skal derfor flytte fra Stockholm. Pt. holder vi juleferie på Stevns, hvor vi bor hos Hans-Kristians forældre, og her bliver vi boende, indtil vi overtager vores nye lejlighed.

Vi har været så heldige, at få fingrene i en tre-værelses lejelejlighed i Hyllie i Malmø, der er dobbelt så stor, som den lejlighed vi har i Stockholm, så det bliver dejligt med ekstra plads og et børneværelse.

Lejligheden ligger ved Malmøs store shoppingcenter Emporia, Malmø Arena samt Hylliebadet, og så er det jo en fordel, at vi både har Malmø by og København tæt på. Der bliver masser af nye, spændende ting at opleve, og jeg glæder mig til at gå på opdagelse og udforske vores nye kvarter.

Har du tips til restauranter eller seværdigheder i Malmø?

Glimt fra juleferien og rigtig glædelig jul

Juletræ i “Emporia” shoppingcenter i Malmø.

Så blev det sørme den 24. december, en dag jeg holder meget af, og som jeg igen i år har glædet mig til. Det bliver en noget anderledes juleaften end sidste år, hvor William uventet var med (otte dage gammel), og vi fejrede jul i Sverige med både mine og Hans-Kristians forældre samt Hans-Kristians lillebror. Det var megahyggeligt, men også en omvæltende tid, hvor Hans-Kristian og jeg var nybagte forældre til en lille gut, der var født for tidligt.

Juleaften for et år siden, da William var otte dage gammel.

Et år er gået, William er fyldt et år, og juleaften skal fejres, som den plejer, og så alligevel ikke, for det er altså noget andet, når man har et lille barn med, der skal tages hensyn til. Derfor har vi blandt andet droppet juletræet i år, da jeg ikke gider at bruge hele juleaften på at gå og sige nej, hver gang William piller ved det. En anden løsning kunne være et børnevenligt juletræ, som lisesommerlund.dk tipper om her, men i aften dropper vi det altså helt hos mine forældre.

De sidste par uger har stået på maks juleri, og vi har både bagt julekager, været til julehygge hos min onkel og på juleshopping. Jeg har også været til juleafslutning med mit nye arbejde, og så har Hans-Kristian og jeg været på vores første date i over et år. Vi så filmen “Suburbicon”, som desværre var virkelig dårlig, men det var hyggeligt med en aften ude bare os to.

Første date med Hans-Kristian i over et år.
Jeg har bagt småkager med min mor, bedste og farmor.

De næste par dage bliver også fyldt med masser af julehygge, da vi skal til to julefrokoster, men først og fremmest skal juleaften fejres med julegudstjeneste, pakkeleg og alt for meget lækker julemad 🙂

Rigtig glædelig jul til dig og dine – vi ses, når sovsen har lagt sig, og nytåret nærmer sig. Husk for resten, at du kan vinde en ekstra julegave her!

Julekonkurrence – Vind en ekstra julegave


Først og fremmest rigtig glædelig jul til dig og dine. Jeg håber, julefreden så småt har fundet vej til dig, og at du har mulighed for at hygge dig med dem, du har kær. Jeg synes, du fortjener en ekstra julegave i år, og derfor er jeg så glad for, at jeg har mulighed for at forkæle en af jer, der læser med, med en præmie. En heldig vinder får nemlig de lækre produkter, som vises på billedet herover.

Julegaven indeholder følgende produkter:

  • Økologisk dagcreme og håndcreme fra Mellisa.
  • Vegansk Grønt ler til ansigtsmaske eller bad fra Sæbeværkstedet.
  • Chokoladekugler med lakrids, hvid chokolade og jordbær fra St. Michelsen.
  • Powder Blush fra det økologiske makeupmærke Nvey.
  • Håndbalsam med morgenfrue og rosmarin fra Sæbeværkstedet.

Sådan deltager du i konkurrencen:

Jeg har gjort det simpelt at deltage i konkurrencen, og alt du skal gøre er blot at like dette billede på Instagram og sørge for, at du også følger mig på profilen @udelukkendelund. Nemt ik’?


Når du har liket billedet og klikket på Følg, deltager du i konkurrencen om den lækre skønhedspakke. Vinderen bliver fundet d. 29. december, og får direkte besked via Instagram.

Præmien gives af Dahl PR.

Min julekjole og julehygge på mit nye arbejde

Indlægget indeholder reklamelinks – De er markeret med *

Denne bordeaux kjole er en ældre sag fra Topshop, og den er gået hen og blevet min julekjole. Jeg havde den ikke på sidste jul, da der ikke var plads til maven lige efter min fødsel, men jeg har haft den på nogle tidligere juleaftener, og i år har jeg endnu en gang fundet den frem fra skabet.

Jeg tænker, at jeg skal have den på igen denne juleaften, men jeg havde den også på i går, hvor jeg var til juleafslutning på min nye arbejdsplads. Jeg starter først efter nytår, men de var søde at invitere mig med, så jeg lige kunne hilse på folk. Så hyggeligt.

Da det var i dagtimerne valgte jeg et afslappet outfit med flade støvler og en cardigan over kjolen. Til fest kan den nemt gøres mere festlig med et par høje sko, evt. et bælte i taljen og en pæn jakke.

Juleafslutningen blev holdt på restaurant Trio i Axel Towers, hvor vi fik en lækker tre retters middag efterfulgt af julehygge tilbage på kontoret. Jeg var så heldig, at jeg også fik en julegave, så jeg følte mig virkelig budt godt velkommen, og glæder mig rigtig meget til at starte rigtigt i det nye år. Det virker til at være en kanon arbejdsplads og alle var meget søde og imødekommende 🙂

Forret: Kalvebrissel og jomfruhummer
Hovedret: Bøf af Krogmodnet oksehøjreb.
Dessert: Æble med blegselleri, creme fraiche sorbet og hvid chokolade.

Mit juleoutfit

Ældre kjole fra Topshop – lignende findes her*.
Mørkeblå cardigan fra japanske Uniqlo fås her.
Sorte strømpebukser (denier 30) fra Netto.
Støvler fra Tamaris kan købes her*.
Elektronista Clutch fra Knomo købes her.

Williams et års fødselsdag

William på sin seje motorcykel, som han fik i fødselsdagsgave.
Den fine lagkagemand, som min mor havde lavet.

I lørdags fyldte William et år, og vi fejrede hans første fødselsdag med familie og venner. Vi holder juleferie hos Hans-Kristians forældre for tiden, og de var søde at lægge hus til festlighederne.

Jeg var nostalgisk hele morgenen i lørdags, og gik og tænkte på, hvordan det hele var forløbet året inden, da han kom til verden fire uger før terminen, og vi var indlagt i fire dage i Stockholm, fordi han var svær at få mad i.

Han er siden vokset omkring 30 cm. i længden, og har taget omtrent syv kg. på. Han har også fået fem tænder, og så har han fløjet hele 16 gange. Sikke et begivenhedsrigt og lærerigt år det har været.

Der er mange, der giver udtryk for, at det må være træls at have fødselsdag så tæt på jul, men jeg er af den overbevisning, at ting kun bliver til et problem, hvis du gør dem til et problem. Og i stedet tænker jeg, at det kan være super hyggeligt at have fødselsdag i juletiden. Jeg elsker selv december, som er en måned med ekstra hygge og familietid, og jeg tænker, at det må være hyggeligt at have fødselsdag, når alle er i et dejligt julehumør. Forhåbentlig får William det også sådan.

Vi kombinerede jul og fødselsdag i lørdags, og serverede både rugbrødsmadder, gløgg og æbleskiver samt den fineste lagkagemand, som min mor havde været så sød at lave. Blandt nisser og julepynt var der pyntet op med flag og balloner, og vi sang også to fødselsdagssange, som William morede sig gevaldigt over. Der er ingen tvivl om, at han godt kan lide at være midtpunkt.

Han blev også begavet med en masse skønne gaver blandt andet en racerbane, en motorcykel, Duplo, bøger, tøj, toge, biler m.m. Få inspiration til ønskelisten til en 1-årig her!

Sidder der nogle decemberbørn ude bag skærmene? Hvordan har I det med at have fødselsdag i julen?

Opskrift på søde havregrynskugler uden kokos – en lækker julesnack


Glædelig 3. søndag i advent. Er du gået i gang med at lave julelækkerier? Ellers får du her en nem opskrift på havregrynskugler, som du hurtigt kan bikse sammen 🙂

På bagsiden af vores svenske havregrynsindpakning fandt jeg en opskrift på havregrynskugler uden kokos, og de er virkelig søde og lækre, så jeg tænkte, at jeg ville dele opskriften med dig. De er nemme at lave og en perfekt julesnack, hvis du også synes, at kombinationen af smør, sukker og kakao er et hit 🙂

Det skal du bruge til ca. 25 havregrynskugler:

100 gram smør
1 dl. sukker
1 spsk. vaniljesukker
3 spsk. kakaopulver
3 dl. havregryn
3 spsk. kold kaffe
Perlesukker til pynt

Sådan gør du

1. Smelt smøret i en gryde og lad det simre et øjeblik.

2. Rør havregryn, kakao, kaffe, sukker, vaniljesukker og smør sammen i en skål.

3. Lad “dejen” hvile i køleskabet i en times tid.

4. Form små havregrynskugler og vend dem i perlesukker.

5. Opbevar havregrynskuglerne i køleskabet og nyd dem kolde.

Se også: Opskrift på vaniljekranse

William morede sig gevaldigt i Den Blå Planet

William kigger på rokker og hajer med sin Bedste.

I lørdags ankom William, Hans-Kristian og jeg til Danmark, og vi blev modtaget på fineste vis af mine forældre, der stod klar med viftende Dannebrogsflag i Københavns Lufthavn.

Inden vi drog hjem til Stevns, brugte vi eftermiddagen i Den Blå Planet, og det var et kæmpehit for både store og små. William hvinede af begejstring, når fiskene svømmede forbi ham, og han forgæves prøvede at gribe fat i dem. Han synes uden tvivl, at det var vildt sjovt – se selv i videoen til sidst i indlægget 🙂

William var vildt begejstret for fiskene.

Den Blå Planet er superflot, og fyldt med mange forskellige og farverige fisk og havdyr. Der er mulighed for at lære en masse om havets dyr, se når de bliver fodret samt gå en tur i Regnskoven.

Regnskoven i Den Blå Planet

Jeg synes især, det var sjovt at se mange af de fisk, som jeg har set, når jeg har snorklet og dykket samt at lære om dem, og så var tunnelen, hvor man går “igennem” akvariet ret fantastisk.

Den seje tunnel, hvor man går “igennem” akvariet.

Der er virkelig meget at opleve i Den Blå Planet, og det er et supergodt sted at medbringe børn, også de små af slagsen. Du finder også flere legeområder både ude og inde, og samtidig er der også en dæmpet belysning, og mulighed for at finde en stille afkrog, hvor det i hvert fald lykkedes os at få William til at falde i søvn i klapvognen. Thumbs up herfra, det er bestemt ikke sidste gang, at vi lægger vejen forbi.

Status på kærligheden et år efter at to blev til tre


På lørdag fylder William et år, og det har i sandhed været et vildt år for forholdet, vi er både blevet forældre og gift, og jeg føler, at Hans-Kristians og mit forhold er blevet mere voksent. Bare det at sige min mand i stedet for min kæreste virker så voksent, og jeg har stadig ikke helt vænnet mig til det.

Ellers synes jeg ikke, at vores forhold har ændret sig, efter vi er blevet gift, men at vi er blevet forældre har helt klart haft en betydning. Kærlighed er der stadig masser af, og jeg elsker, når William og Hans-Kristian hygger sig sammen. Så bobler lykken for alvor i mig, og det overskygger alle de hårde stunder, der også er.

For det er hårdt at blive forældre, både for en selv, men også for forholdet. Pludselig kommer forholdet og kærligheden mellem forældrene i anden række i forhold til barnet, der altid vil komme først. I starten synes jeg, det var rigtig svært, at jeg ikke havde den samme tid til Hans-Kristian som før, og at jeg måtte nedpriotere ham i forhold til William. Det har jeg vænnet mig mere til, men jeg savner stadig at have mere tid kun Hans-Kristian og jeg. Vi har f.eks. ikke haft en eneste date alene, siden William kom til verden.

Inden Williams ankomst brugte vi meget tid på at gå ud og spise eller tage i biografen, men det sidste år har vi ikke haft mulighed for det, da vi ikke har haft nogle til at passe ham oppe i Stockholm. Det skal der laves om på her i juleferien, hvor vi har aftalt både at spise en god middag og tage i biffen, mens vi overlader William til bedsteforældrene. Jeg glæder mig helt vildt til en aften i fuld tosomhed.

Vi har været sammen i over ti år, og selvom jeg i de sidste mange år ikke har tvivlet på vores forhold, så føler jeg, at vores bånd er blevet endnu stærkere det sidste års tid. Vi er ikke længere bare kærester, vi har skabt vores egen lille familie, og jeg føler, at der er meget mere på spil, og endnu mere at kæmpe for. Ikke at det er en kamp nu, men jeg vil virkelig gøre mig umage for at pleje og passe på vores forhold i både medgang og modgang <3

Har jeres forhold ændret sig, efter I er blevet gift, eller har fået børn?

En kæmpe nyhed


Så kan det endelig siges højt! Det har været så svært ikke at afsløre noget, men jeg ville gerne være helt sikker, inden jeg gik ud med denne nyhed: JEG HAR FÅET JOB I KØBENHAVN!

Jeps, den er god nok 🙂 Fra den 3. januar er jeg igen lønmodtager, og jeg glæder mig så meget til at blive en del af en arbejdsplads, have kolleger og indgå i et team. Det har jeg savnet i min tid som selvstændig, og jeg kan slet ikke vente med at komme i gang.

Men hvad skal du så lave?

Jeg er blevet ansat som E-handelskoordinator hos Staten og Kommunernes Indkøbsservice A/S, et virkelig spændende og udfordrende job, og jeg glæder mig til at lære en masse nyt og bruge alt det, jeg allerede kan.

Men hvad så med dit eget firma?

Min plan er at fortsætte med at hjælpe bloggere med opsætning, optimering og sparring i min fritid samt at køre Bloggers By Heart videre. Blogging er en kæmpe hobby for mig, og jeg fortsætter derfor også med at skrive her på domænet, når tiden er til det.

Betyder det, at I flytter tilbage til Danmark?

Vi ved endnu ikke, hvor vi skal bo, men vi skal i hvert fald tættere på København, end vi er nu, da min nye arbejdsplads ligger på Islands Brygge.

Jeg er megaglad og rigtig spændt på det hele, og glæder mig til at starte i mit nye job efter nytår.