Fredfyldt weekendtur i Småland med svigerforældrene


Sidste weekend var HK, W og jeg på weekendtur med Hans-Kristians forælde. Vi ankom fredag aften (efter en lidt for lang omvej) til et fint hus in the middle of nowhere i Småland i Sverige.

Vi havde booket huset her, hvor det var sparsomt med billeder, så vi var meget spændte på, hvordan der mon så ud. Vi blev heldigvis positivt overrasket. Det røde træhus var hyggeligt indrettet, indeholdt alt, hvad vi skulle bruge, og så lå det helt øde og fredfyldt ned til en sø, hvor der både var mulighed for at benytte robåd og sauna.

Dagene blev brugt på familiehygge samt gåture i den smukke svenske natur, hvor efterårsfarverne så småt var på vej. Jeg har samlet lidt billeder fra weekenden her:

Rejseguide – Kan man have en baby med til Las Vegas?

rejseguide til las vegas med en baby
The Venetian

Ja, man kan godt have en baby med til Las Vegas. Det er ikke optimalt, men det kan sagtens lade sig gøre. Vi var i Las Vegas i tre dage med William, da han var otte måneder, og det gik rigtig fint. Jeg vil dog sige, at to dage havde været rigeligt, for det er begrænset, hvad du kan lave, når du har en baby med.

Las Vegas er en stor forlystelsespark for festglade voksne, men der er nu også en del børn, så det er ikke fordi, det er unormalt at medbringe en baby, men lidt upraktisk er det altså. Las Vegas ligger jo midt i en ørken, så der bliver virkelig varmt om sommeren, og så er der høj musik og fest stort set alle vegne.

Hvis du ligesom mig, gerne vil opleve Las Vegas, selvom du har en baby med, så kommer der her mine bedste tips til at få en god oplevelse.

rejseguide til las vegas med en baby
New York, New York

Shopping

Vi brugte en del tid i Las Vegas på at shoppe. Der er air condition i shoppingcentrene, og mange af dem har også familietoiletter med puslebord. Du finder også en masse fast food-restauranter, hvor det er nemt at spise, når du har en baby med i klapvogn. I Vegas finder du både outlets og shoppingcentre, så der er rig mulighed for at bruge en masse tid på at forny garderoben.

Gå på opdagelse på hotellerne

Hotellerne i Vegas er gigastore, og mange af dem er virkelig flotte, og fyldt med butikker og spisesteder. Her kan I helt sikkert få en masse tid til at gå, og det er især en perfekt ting at lave, når solen er på sit varmeste midt på dagen. Jeg vil især anbefale en gåtur på “The Venetian”, som er bygget op som Venedig med hyggelige gader og kanaler med gondoler, der sejler rundt. Det er altså et crazy hotel!

rejseguide til las vegas med en baby
Hvorfor tage til Venedig, når man kan tage til Las Vegas? 😉

Gå tur på “The Strip” om morgenen

Gå tur langs Las Vegas Blvd (The Strip) om morgenen, inden det bliver rigtig varmt, og inden byen rigtig vågner. På den måde har I mulighed for at få set byen, inden der er alt for mange mennesker på gaden.

rejseguide til las vegas med en baby
The Strip – Las Vegas Blvd.

Besøg Las Vegas i hverdagene

Las Vegas sover aldrig, men der er mere smæk på i weekenderne, end der er i hverdagene, så med en baby ville jeg helt klart besøge byen på hverdage.

Giv hinanden alenetid

En af de ting, som jeg synes fungerede godt, var, at vi gav hinanden mulighed for at have lidt alenetid. Jeg var f.eks. halvanden time i spa, hvor jeg også blev forkælet med en massage, og det var så vidunderligt! Hans-Kristian havde også alenetid, hvor han var på casino, mens W og jeg slappede af på værelset.

Oleksandra Spa & Salon
Oleksandra Spa & Salon

Vælg familievenlige spisesteder

Der findes restauranter, som er mere familievenlige end andre, og hvor du kan sætte din baby i en højstol. F.eks. kan jeg anbefale, at I kører ud til IHOP, og spiser lækre pandekager til morgenmad 😉 Mange af restauranterne på The Strip spiller høj musik, og er f.eks. ikke særlig børnevenlige.

rejseguide til Las vegas med en baby
Morgenmad på IHOP

Kig på fisk

Selv babyer fascineres af akvarier, så hvorfor ikke tage et smut forbi et af Las Vegas akvarier, og se på alle de flotte og farverige fisk.

Har du andre gode rejsetips til Las Vegas?

Moms’ Night Out på Nosh and Chow – Første aften ude uden William


Jeg vågnede op med lidt tømmermænd her til morgen, efter en hyggelig moms’ night out i går sammen med fem andre skønne danske mødre.

Det blev til to glas rødvin og to drinks på hele aftenen, men det var alligevel nok til at give mig hovedpine her til morgen. Men okay, det var også min første aften ude i MEGET lang tid.

Jeg havde det meget ambivalent med at skulle afsted, da jeg var nervøs for om William ville sove, og om han ville være ked af det. Men det viste sig, at han havde en megahyggelig aften med sin far, og sov fra 19.30 til 23.30 uden problemer. Så jeg burde måske tage ud lidt oftere 🙂

Det var så skønt at have en aften ude uden William, da jeg de sidste ni måneder har været sammen med ham stortset 24/7. Jeg har været længe om at tage ud uden ham, så jeg er meget lettet nu, hvor jeg kan se, at det sagtens kan lade sig gøre. Jeg nød at have en aften, hvor jeg bare kunne være Katrine, uden at skulle tænke over, at jeg var nogens mor. Det var så befriende!

Vi spiste på restauranten “Nosh and Chow” på Stureplan, og både min forret bestående af hummerruller, og den andeconfit jeg fik til hovedret smagte lækkert. Efter maden sluttede vi aftenen af med en drink på baren Sturehof, og klokken ca. halv tolv var jeg hjemme igen hos min lille familie efter en fantastisk moms’ night out.

Med William og vennerne i åben børnehave – et genialt svensk koncept


Her i Sverige er de altså gode til det med børn, og de har er genialt koncept, der hedder öppna förskola (åben børnehave), hvor forældre kan tage deres guldklumper med hen og mødes med andre forældre og deres guldklumper. Det er normalt, at børnene i Sverige først starter i institution, når de er mellem et år og halvandet, og derfor bliver de åbne børnehaver brugt flittigt af forældre på barsel.

Jeg har længe gerne ville prøve det, men der er altid kommet noget i vejen, men i går lykkedes det endelig. William og jeg var nemlig på öppna förskola med Williams venner, Alice og Vincent, og deres skønne mødre, Denice og Louise. Jeg er så glad for, at vi tog afsted, selvom jeg ærlig talt ikke rigtig kunne overskue det, da jeg virkelig er i søvnunderskud for tiden og simpelthen bare smadret. Det har været tre hårde uger, siden vi kom hjem fra ferie, hvor W har været syg, og sovet rigtig dårligt.

Men afsted kom vi, og det var supergodt. Både at få talt med Denice og Louise, og få moralsk opbakning, og også at se, hvordan rollingerne hyggede sig gevaldigt i de nye, spændende omgivelser og nysgerrigt undersøgte alle afkroge af legestuerne.

Det var virkelig et slafferenland for babyerne med alt det spændende legetøj, og så blev der også afholdt sangstund, hvor vi sad i en rundkreds og sang og lavede fagter instrueret af pædagogerne. (Eller altså jeg sang ikke, for jeg kan ikke de svenske børnesange, endnu!) Simpelthen et genialt og hyggeligt koncept, og jeg vil helt sikkert benytte mig mere af det fremadrettet.

Yay, vi har bestilt skiferie

skiferie
Unge og smukke 😀 På skiferie i Østrig i 2010.

Woop woop, så er der bestilt skiferie, og jeg glæder mig helt vildt! Jeg har ikke stået på ski, siden vi boede i Bulgarien, og jeg har ikke været på skiferie siden 2010. Så det er så fedt, at vi nu endelig skal afsted igen 🙂

Læs også: Skitur på Vitosha Mountain i Sofia

Vi har bestilt en lejlighed i Trysil i Norge, hvor vi skal være i en uge sammen med mine forældre. Vi har valgt at tage til Trysil, da vi har hørt, det skulle være et godt område, og fordi det er ret nemt at komme dertil både fra Danmark og fra Stockholm.

Vi skal bo i en lejlighed i “Utsikten” ved Fageråsen Panorama, som ligger tæt på en skilift, hvilket jeg er stor tilhænger af, da det er ret besværligt at skulle med bus eller gå i skistøvler og med ski på nakken. Samtidig kommer vi til at skiftes til at stå på ski og være sammen med William, så på den måde er det også rart, at vi skal bo tæt på liften, så vi nemt kan komme frem og tilbage.

At bo i lejlighed frem for hotel, giver os mere plads og samtidig mulighed for at lave mad, hvilket gør det hele meget nemmere, når vi har William med. Jeg er sikker på, at det bliver så hyggeligt, og så er det jo ekstra fedt, at lejligheden også har sauna 🙂

Skal du på skiferie denne vinter?

Ferie-abstinenser og en baby på penicillin


Åhr, hvor jeg drømmer mig tilbage til vores lækre ferie i USA, og jeg savner allerede solskinsvejret, familietiden, de bare ben, de mange grin, vandplaskeriet, den lækre mexikanske mad og al afslapningen. Men vi er tilbage i Sverige, og hverdagen har ramt. Og den har ramt hårdt!

Siden vi kom hjem i søndags, har William været meget ked af det, og sovet virkelig dårligt om natten. Den hurtige læser, vil nok tænke jetlag, og det gjorde jeg også den første nat, men forrige nat var han helt utrøstelig, så jeg havde mistankte om, at det var ørene, den var gal med.

I går havde jeg derfor W til lægen, og mistanken viste sig desværre at holde stik, da han har fået en infektion i halsen og i øret, så nu får det lille pus penicillin. Jeg ville ønske, jeg kunne fjerne infektionen fra ham og give den til mig selv i stedet for ham, men det eneste jeg kan gøre er at nusse om ham, så jeg lader de store bunker vasketøj være vasketøj, det løber jo ingen vegne, men det gør infektionen forhåbentlig snart.

Jeg har en masse indlæg om vores tur oppe i ærmet, og jeg glæder mig helt vildt til at få lavet rejseguides, dele billeder med jer osv. Men der går desværre nok lidt tid, inden jeg får det lavet, så i mellemtiden vil jeg høre dig, om der er noget specielt fra vores tur, du gerne vil læse om – en destination, et rejsetip eller andet?