Om at overvinde sig selv i rollen som mor

William og mig i metroen i Stockholm.

Der er en første gang for alting, og nogle gange kan den første gang godt føles skræmmende eller gøre, at man bliver nervøs, og som nybagt mor er der mange ting, som er for første gang. Jeg var nervøs første gang, jeg skulle være alene hjemme med William, jeg var nervøs første gang, jeg skulle have ham med til jordemoder alene, jeg var nervøs over at tage barnevognen med i offentlig transport, og jeg var især nervøs omkring at skulle amme i offentligheden.

Sidste weekend overvandt jeg dog lidt af min frygt, da vi havde besøg af de tre skønne tanter, tog jeg nemlig William med i bus og metro for at mødes med dem inde i byen. Og det gik så fint, og uden de store problemer, hvor det sværeste var at finde ud af elevatorerne på perronerne 😉

Inde i byen tog vi på restaurant, og da W blev sulten midt unden maden, var der ikke andet for end at finde brystet frem og amme ham. Også det gik uden de store problemer, og jeg er så glad over, at jeg overvandt frygten for at amme i offentligheden. Det gør altså livet med et spædbarn lidt nemmere, når man kan det, og nu hvor jeg først har prøvet det, er jeg ikke længere nervøs for at skulle tage turen ind til byen med ham.

Det er noget underligt noget, at man sådan kan gå og piske en stemning op i sit hoved og gøre sig selv nervøs over ting, som viser sig slet ikke at være så slemme. Men som sagt, så er der en første gang for alting, og det er okay at være nervøs over det uvisse, men det er også vigtigt, at man tror på sig selv, og prøver at overvinde frygten, for ofte går det meget bedre, end man forventer. Heldigvis er jeg rimelig god til at vinde over nervøsiteten og tage mod til mig, og det er som om, at jo oftere man kaster sig ud i det ubehagelige, jo mindre ubehageligt bliver det næste gang, man skal gøre noget for første gang.

I løbet af den næste måneds tid skal William med ud at flyve, når vi skal til Danmark, han skal med i svømmehallen, og herudover kunne jeg rigtig godt tænke mig at komme i babybio. Det er alt sammen noget, som skal ske for første gang, og jeg kan godt mærke, at mine tanker allerede er begyndt at snurre rundt. Men jeg ved, at jeg kan, og at det nok skal gå godt, for som jeg siger til mig selv, hvad er så det værste, der kan ske…

Kender du det med at være nervøs, første gang du skal noget?

♡ Katrine

Williams nye fine aktivitetstæppe fra Skip Hop

aktivitetstæppe skip hop
I sidste uge købte vi det fine Tree Top Friends aktivitetstæppe fra Skip Hop til William, og selvom han stadig er lidt lille til et aktivitetstæppe, så virker han til at være meget optaget af de forskellige farver.

Indlægget indeholder reklamelinks.

Vi valgte dette Skip Hop aktivitetstæppe (reklamelink) af flere grunde. Blandt andet fordi det har fået gode anmeldelser, og så fungerer det rigtig godt både til at ligge på ryggen og maven. Jeg synes, det kan være lidt svært at få William til at ligge på maven og træne ryggen, men på selve tæppet er der masser, han kan kigge på og røre ved, og når man så samtidig kan bruge den medfølgende pude til at støtte under brystet, så går det lidt nemmere.

aktivitetstæppe skip hop

Udover det indbyggede spejl i tæppet hører der fem fine bamser med, der kan rasle og sige lyde, og jeg kan rigtig godt lide tæppets motiver og farver. Det er rigtig fint og hyggeligt, og jeg er sikker på, at W nok skal få rigtig meget glæde af det.

Vi har købt tæppet på babyland.se, men jeg har set, at de har det på tilbud hos Gucca lige her (reklamelink), hvis du skulle være interesseret i det.

aktivitetstæppe skip hop

Har/havde du et aktivitetstæppe til dit barn?

Besøg af tre skønne tanter

Team tante på tur med barnevognen 🙂

Hold nu fast, hvor var det fantastisk at se mine veninder igen. Fra lørdag til mandag var tre af mine bedste veninder på besøg her i Stockholm, og jeg nød det helt vildt. Jeg har ikke set dem, efter jeg er blevet mor, og jeg har virkelig savnet at kunne dele det med dem, da det jo er det største, der er sket i mit liv.

Det var nogle dejlige og hyggelige dage, hvor vi både fik gået ture med barnevognen, pjattet og spist en masse god mad, og så fik tanterne selvfølgelig også hygget en masse om William. Jeg er sikker på, at han nok skal få masser af glæde af team tante fremover, og jeg er taknemmelig over, at de har lyst til at være en del af hans liv, og ikke synes, det er kedeligt at komme på besøg, nu hvor jeg er den første af os, der er blevet mor 😉

Som jeg har fortalt før, så er det lidt hårdt at bo så langt væk fra familie og venner, og især efter W er kommet til verden, savner jeg dem derhjemme, så derfor sætter jeg ekstra meget pris på, at der er mennesker i vores liv, som gider at tage turen herop. Det betyder virkelig meget for mig <3

Hele flokken er samlet <3

♡ Katrine

Fem mommys fortæller – Sådan får du en succesfuld mor-blog


Jeg har interviewet fem mommy-bloggere om at få en succesfuld mor-blog, og du kan læse deres svar ved at tilmelde dig mit nyhedsbrev og få tilsendt min gratis e-bog.

Jeg tror på, at mommy-blogs er kommet for at blive, og efter jeg selv er blevet mor, skriver jeg også om livet med en lille ny på min blog selfieandthecity.com. Derfor synes jeg, det kunne være interessant at blive klogere på, hvordan man egentlig får succes som mor-blogger, og det gøres bedst ved at blive inspireret af andre.

Jeg har været så heldig, at fem seje mødre har haft lyst til at være med i et interview, og det er der altså kommet en lille e-bog ud af. I e-bogen kan du læse interviews med Henriette fra blondinemor.dk, Frejamay fra frejamaynovember.dk, Michala fra bastabum.dk, Christina fra lippanoa.com samt Dorte fra familiefletninger.dk.

Bliv klogere på de seje mor-bloggere og få samtidig tips og tricks til din blog ved at tilmelde dig mit nyhedsbrev nedenfor. Når du har tilmeldt dig mit nyhedsbrev, får du adgang til e-bogen helt gratis, og jeg håber, at den kan inspirere og hjælpe dig til at få succes med din mor-blog.

20 steder med feminine gratis billeder til din blog


Drømmer du om dit eget bibliotek med gratis billeder til din blog? Så kig med her, hvor jeg deler 20 hjemmesider med dig, hvor du gratis kan downloade superfine billeder, som du kan bruge på din blog og dine sociale medier.

Det visuelle på din blog er supervigtigt, da det er med til at brande dig, og med flotte billeder virker din blog også mere professionel. Men det kan være svært at finde pæne billeder eller at tage dem selv, så derfor får du her 20 af mine favoritsider, hvor du kan downloade feminine billeder helt gratis – det eneste, der kræves, er, at du tilmelder dig deres nyhedsbreve. OBS! Husk at læse betingelserne for brug af billederne på de enkelte hjemmesider.

20 hjemmesider med gratis billeder til din blog

1. Haute Chocolate

2. Twigy Posts

3. Shafaqomair

4. Kreanille Design

5. Ivorymix

6. Gold and Berry

7. Mara Burkes

8. Wonderfelle

9. Turquoise and Palm

10. K19 Studio

11. Wonderlass

12. Create Her Stock

13. A Prettier Web

14. City Girl Searching

15. Helene In Between

16. Solopreneur Sidekick

17. SC Stockshop

18. Creative Convex

19. Simply Embellished

20. Hello You Design

Udvælg kun billeder, der matcher dit brand

Man kan hurtigt blive fristet til at downloade alle billederne og bruge løs, men jeg vil anbefale dig, at du udvælger billederne med omhu, og kun gemmer de billeder, der passer til din blog. På den måde får du dit eget bibliotek af billeder, som du altid kan bruge, hvis du mangler nogle til din blog 🙂

Personliggør billederne

Du kan selvfølgelig sagtens bruge billederne, som de er, men du kan også gøre dem mere personlige ved at tilføje tekst, filter eller andet, som passer ind i din stil. Brug gerne billederne på både din blog og dine sociale medier, så du brander din blog ens alle steder.

Smukt barselssmykke fra svigermor


Da William blev født, fik vi virkelig mange fine barselsgaver, og vi blev meget beæret og rørt over alle dem, der tænkte på os fra nær og fjern. Det var helt overvældende.

Jeg havde planer om at tage billeder af alle de mange fine barselsgaver, vi har fået og vise dem her på domænet, men det havde jeg simpelthen ikke overskud til oveni jul og flytning. Jeg har gemt alle kortene, og skrevet ned, hvad vi har fået fra hvem, og planen er, at det skal skrives ind i Williams barnets bog. Åh, alle de gode idéer man har…

Nå, men jeg synes nu alligevel, at jeg vil vise jer det smukke barselssmykke, min svigermor forærede mig i barselsgave. For det er simpelthen så fint og rørende, og en supergod idé til en personlig barselsgave.

Hun gav mig den fineste halskæde med et hjertevedhæng og to sten, der skal symbolisere William og mig, og jeg synes virkelig, det er så sødt. Det er en meget personlig og flot gave, og jeg er simpelthen så glad for den.

♡ Katrine

Tigerspring og William to måneder


I dag er det to måneder siden, at William kom til verden, og hold op, hvor er der sket meget siden december. I starten sov han hele tiden, havde svært ved at spise, og var lillebitte, men det er han bestemt ikke længere. Han har vokset sig stor og stærk, og har fået elastikker på arme og ben.

Han har den sidste lille uges tid været i et tigerspring, hvilket har resulteret i, at han ikke rigtig har gidet at sove, og han har været meget urolig især om aftenen. Det virker dog til, at det er ved at aftage (7-9-13), og han sov f.eks. under hele dagens mødregruppe. Den stod ellers på babymassage, men jeg måtte nøjes med at kigge på de andre mødre massere deres babyer, for William havde altså besluttet sig for at sove 🙂

Luren blev på hele tre en halv time, og jeg nød det, for jeg må indrømme, at de sidste dages uroligheder, har gjort mine øjenlåg tunge. Derfor var det også ekstra skønt, at Hans-Kristian havde taget en barselsfridag i går. Så var vi nemlig to til at tage os af W, og vi fik derfor begge sovet lidt længere, end vi plejer på hverdage, og så serverede Hans-Kristian æg og bacon til morgenmad. Jeg nyder de dage, hvor han også er hjemme. Det er hyggeligere, og samtidig rart at blive aflastet lidt. Vi har jo desværre ikke vores familier i nærheden, som lige kan komme og se til William, så jeg f.eks. kan tage mig et langt bad, en lur eller ordne praktiske ting, når han er vågen, så det er dejligt, når HK også er hjemme.

I næste uge skal vi til udviklingsundersøgelse med W, og jeg er spændt på at høre, om han er som en baby på to måneder, eller om han er påvirket af den for tidlige fødsel. Han vokser i hvert fald, som han skal, men det kan jo godt være, at han er lidt bagud på andre parametre, men det bliver vi meget klogere på i næste uge.

♡ Katrine

Slotsbesøg, tre-retters og fint frostvejr


Det er koldt heroppe i Stockholm, men samtidig er vintervejret utrolig smukt, og weekenden er derfor blevet brugt med gåture i det fine frostvejr. Når jeg er ude i sådan et vejr, kan jeg ikke lade være med at drømme mig på skiferie, og jeg håber, at det lykkes os at komme afsted næste vinter, for hold nu op, hvor jeg savner det.

Hässelby Strand

Heldigvis er det også smukt at gå ture i, og jeg elsker den knirken, sneen giver for hvert skridt, man tager, så med solen i øjnene og kold luft på kinderne trillede vi afsted med barnevognen. Vi var blandt andet en tur ved vandet her, hvor vi bor, og så tog vi også bilen ud til Dronningholm Slot, hvor vi gik en lang tur i den store park.

Læs også: Skøn sejltur til Drottningholm Slot

Dronningholm Slot
Kina Slottet

Udover masser af frisk luft bød weekenden også på vores første restaurantbesøg med William, og jeg var så heldig, at jeg kunne nå at nyde en tre-retters menu, før han vågnede. Luksus!

Mums!

Hvad har din weekend budt på?

♡ Katrine

Jeg glæder mig til…

Glæder mig til mange flere oplevelser med William på mavsen 🙂

Jeg forsøger altid at være i nuet, men derfor elsker jeg stadig at have noget godt at se frem til, og der er heldigvis meget at glæde sig til her i 2017. Jeg har udvalgt fem oplevelser lige her:

Besøg fra Danmark

Det er så skønt at få besøg hjemmefra heroppe i Stockholm, og der er heldigvis mange gode besøg at se frem til. Udover både mine og Hans-Kristians forældre får vi også snart besøg af tre af mine skønne veninder. Jeg har ikke set dem, efter jeg er blevet mor, så jeg glæder mig så meget til, at de skal hilse på William, og så glæder jeg mig til at give dem en kæmpe krammer!

Påskeferie

Ude godt men hjemme bedst, og derfor er flybilletterne hjem til Danmark i påskeferien allerede booket. Det bliver så spændende at skulle have W med ud at flyve for første gang, og jeg krydser fingre for, at det bliver uden for meget skrig og skrål. Jeg glæder mig rigtig meget til at sætte fødderne på dansk grund igen, og så er jeg så heldig at have fødselsdag i påsken, så det bliver hyggeligt at blive fejret af familie og venner.

Barnedåb

Jeg ser frem til at invitere hele den pukkelryggede til fejringen af Williams barnedåb, når han skal døbes til sommer i Store Heddinge Kirke, hvor både Hans-Kristian og jeg også er døbt og konfirmeret 🙂

Californien

At komme til Californien er en drøm, jeg har haft i mange år, og nu ser den endelig ud til at blive til virkelighed. HK og jeg skulle rigtig have været afsted i september sidste år, men pga. min graviditet og frygten for zika-virus rykkede vi flybilletterne til august i år. Det bliver så fedt!

Williams udvikling

Tiden flyver afsted, og Williams udvikling går utroligt stærkt, og jeg glæder mig helt vildt til at følge ham i den. Jeg glæder mig til, at han kan grine, til at han begynder at kravle, og så bliver det jo helt vildt, når han på et tidspunkt begynder at sige de første ord. Det er virkelig en fantastisk ting at se, hvordan sådan en lille størrelse udvikler sig, og bliver større og kan mere og mere.

Hvad glæder du dig til her i 2017?

♡ Katrine

Sådan bor vi på 36 m2 i Stockholm


Det er ikke nemt at finde en bolig i Stockholm, så da vi fik tilbudt en lejelejlighed i et nybygget boligkompleks, sagde vi straks ja. Vi var lidt bekymrede over lejlighedens størrelse på 36 m2, men vi blev heldigvis positivt overrasket. Udover de 36 indendørs kvadratmeter har lejligheden også en fin og ret stor sydvendt altan, hvor jeg glæder mig til at tilbringe mange timer i sommervejret.

Lejligheden er lys og åben, og har gang, stue og køkken ud i et, hvilket er med til at få det til at føles mere rummeligt. I både gang, soveværelse og køkken er der godt med skabsplads til tøj og opbevaring, og så har vi heldigvis også et loftrum, hvor vi har placeret de ting, som vi ikke bruger så tit, som f.eks. vores kufferter.

I stedet for nipsting har vi valgt at “pynte” lejligheden med bøger og legetøj, og så har vi sparet fjernsynspladsen væk, da vi alligevel altid ser film og serier på iPaden. Så selvom 36 m2 er lidt, så er vi rigtig glade for vores nye lejlighed, og jeg synes, at Ikano Bostad, som er dem, vi lejer igennem, har formået at bygge nogle rigtig gode og praktiske lejligheder. Vi kan selvfølgelig ikke bo her i flere år, da William på et tidspunkt skal have sit eget værelse, men nu hvor er han er så lille, og alligevel sover i samme rum som os, så går det fint.

Vi har fået nogle af vores møbler, køkkenting osv. herop hjemmefra, og resten har vi købt i IKEA. Det er virkelig rart at have sine egne ting og møbler, og det er med til, at vi føler os mere hjemme, end i den anden lejlighed, som vi lejede fuldt møbleret. Alt i alt er vi rigtig godt tilfredse, og har ikke haft pladsmangel endnu, men der mangler måske lidt ting på væggene 🙂

Jeg glæder mig til at nyde solen på altanen til foråret, indtil da udnyttes pladsen til at tørre vasketøj.
Der er dejligt meget skabsplads i køkkenet, og endda også plads til en opvasker. Hurraaaa!
Læg lige mærke til loftlampen i gangen 😉
Og her sover vi så. Jeg er rigtig glad for Williams fine vugge, og det er han heldigvis også selv.

Har du erfaringer med at bo småt men godt?