Et fantastisk år går på hæld

Lidt minder fra året, der er gået <3

Endnu et år er ved at nå til vejs ende, og det har i sandhed været et fantastisk og vildt år, og samtidig meget lærerigt og udfordrende. Når jeg kigger tilbage på året, der er gået, kan jeg konstatere, at der sker virkelig meget på 12 måneder.

Året blev skudt i gang med en nytårstur til Flensborg og fine Lübeck i Tyskland med Hans-Kristian, som et par dage forinden havde fået sit nye job i Stockholm. 2016 blev derfor året, hvor vi igen drog udenlands og flyttede til Stockholm. Og nu har jeg allerede boet i Stockholm i ni måneders tid, og jeg har virkelig forelsket mig i den smukke by, som jeg har været så heldig at kunne vise frem til både mine veninder, mine forældre og mine svigerforældre 🙂

Den 13. januar fik jeg mit CVR-nr. og herved min egen virksomhed, og er du vimmer, det har været interessant pludselig at være min egen chef. Jeg har lært så meget både fagligt og personligt, og det har både været virkelig sjovt og virkelig hårdt!

Samtidig spiste jeg mig gravid, og i maj måned viste den to positive streger på graviditetstesten. En fantastisk nyhed og samtidig en stor omvæltning, som resulterede i, at jeg blev mor til lille William den 16. december i år, hvilket uden tvivl er det vildeste, jeg nogensinde har prøvet, og selvfølgelig årets højdepunkt.

Der er sket mange spændende ting i år, og månederne er fløjet afsted. Jeg har både været på min første blogkonference, haft en kontorplads i det centrale Stockholm, rejst en del gange frem og tilbage mellem Danmark og Sverige både pga. mit arbejde og lysten til at se dem derhjemme, og så blev det også til en uge på Playitas på Fuerteventura.

Der er også sket meget i blogland i år, hvor jeg sammen med to partnere har startet blogfællesskabet Bloggers By Heart, og så har jeg skrevet to e-bøger om blogging. (Få e-bog om SEO her og e-bog om at finde sin niche her).

Her på domænet er der også sket forandringer, da bloggen er gået fra en rejseblog til en livsstilsblog, og samtidig har bloggen nået mit mål med over 5.000 sidevisninger om måneden. Så tusind tusind tak til alle jer, der læser med <3

Årets sidste dage er blevet brugt på juleferie, og blev afsluttet på bedste vis med en hyggelig familiejul i det svenske, og jeg kan med et lykkeligt sind sige pænt tak for i år og byde 2017 velkommen. Jeg vil derfor  ønske dig et rigtig godt nytår og takke dig for at have været en del af bloggen her i 2016. Pas rigtig godt på dig selv, jeg glæder mig til at byde dig velkommen her på domænet igen i 2017.

10 af årets mest læste indlæg

Jeg har været en tur i maskinrummet, og har fundet 10 af årets mest populære indlæg, som du kan læse eller genlæse lige her:

1. En glædelig nyhed – to bliver til tre

2. Gratis babypakker til dig og din baby

3. Her skal vi bo i Stockholm

4. Vi kender nu kønnet på blob

5. Sådan vinder du over dine bumser

6. Fem ting du kan forvente at høre som gravid

7. Velkommen til verden William

8. Om bogen Spis dig gravid – og hvordan den hjalp mig

9. Nej, jeg nyder ikke at være gravid

10. Om at være en nedtrykt selvstændig

♡ Katrine

En hyggelig familiejul i det svenske


Årets jul blev noget anderledes, end jeg havde regnet med. Otte dage inden juleaften kom William nemlig til verden en måned tidligere end beregnet.

Længe før Williams ankomst var det planlagt, at julen skulle fejres heroppe i Stockholm sammen med både mine og Hans-Kristians forældre samt Hans-Kristians lillebror. Vi havde lejet et hus til formålet i byen Tyresö, og den 23. december flyttede vi alle ind i huset for at fejre julen.

Det har været nogle vildt hyggelige dage med masser af familiehygge og god julemad, og det var så skønt, at vores forældre endelig kunne hilse på William, som selvfølgelig blev forkælet til op over begge ører. Hold nu op, hvor var det overvældende med alle de fine barselsgaver, som de havde med fra familie og venner hjemme i Danmark <3 Dagene bød også på gåture i den fine svenske natur, og vi havde William med på ture i barnevognen for første gang. Det var altså virkelig bare nogle skønne juledage, og jeg føler mig meget priviligeret over, at vores forældre har det så godt sammen. Det er så skønt, at vi kan tilbringe flere dage sammen med begge vores familier under samme tag på en så hyggelig og afslappet måde. Resten af juleferien skal bruges på at pakke flyttekasser, da vi får nøglen til vores nye lejlighed den 2. januar, og når der er tid til det, står den på sofahygge og afslapning. Jeg håber også, du har haft nogle dejlige juledage, og at du nyder resterne af 2016 🙂 ♡ Katrine

Velkommen til verden William


Hejsa, her er bare lige en hurtig update fra barselsboblen. Bloggen står stille for tiden, da jeg i fredags d. 16. december blev mor til en sund og rask lille dreng. Det var noget af en overraskelse, da han blev født næsten en måned før terminsdatoen.

Se også: En måned til min terminsdato

Fødslen foregik uden komplikationer, og kl. 11.23 kom lille William til verden. 49 cm. lang og med en vægt på 3340 g.

Efter fødslen blev vi indlagt på barselshotellet på Söder Sygehus, hvor vi tilbragte de fire første døgn. Der blev taget rigtig godt hånd om os, og både William og jeg blev løbende undersøgt. Det var så godt og trygt, og så rart at have søde og dygtige jordemødre omkring os hele tiden.

Det var dog også rigtig dejligt at komme hjem igen, hvor her er mere fred og ro. Det er så skønt at have ham her hos os, og det føles som det mest naturlige i verden. Desværre har den lille mus tabt sig siden fødslen, og vejer nu under tre kilo, så vi kæmper med at få nok mad i ham, så han kan blive stor og stærk. Halleluja for elektriske brystpumper.

I morgen får vi besøg af familien fra Danmark, og de næste par dage kommer til at stå på masser af jule- og familiehygge. Det bliver så skønt, at vi endelig kan vise William frem, og at han endelig skal møde sine fire bedsteforældre og sin farbror 🙂 Vi glæder os så meget til i morgen!

Inden jeg smutter, vil jeg ønske dig og dine kære en rigtig glædelig jul med masser af hygge og kærlighed.

Min hudplejerutine og et beautyinterview med mig

Jeg er blevet interviewet om min hudplejerutine i et beautyinterview af mortenandreasen.com. Morten deler især ud af skønhedstips på sin blog, men skriver også om sin hverdag m.m.

“Mig og min hudpleje” er en serie med interviews, som Morten kører med forskellie bloggere, og i dag er det altså min tur til at svare på spørgsmål. I interviewet kan du blandt andet læse, hvorfor jeg er stoppet med at drikke komælk, og få svar på, hvordan jeg plejer min hud, mine bedste skønhedsfif, og hvad mit næste beautykøb skal være. Du kan læse hele interviewet her!

Min hudplejerutine

Jeg har som tidligere skrevet her, lidt meget af uren hud, og især her om vinteren er min hud ekstra sart. Der er selvfølgelig også en del hormoner på spil lige nu, hvor jeg er gravid, men min hud har det trods alt meget bedre end tidligere og bumseproblemet er minimalt.

For tiden er jeg meget glad for disse fem skønhedsprodukter, der er milde, og giver huden masser af fugt:

1. Mild rensesæbe med Aloe Vera fra Forever Living, som jeg vasker min hud med morgen og aften.

2. Alpha-E Factor serum fra Forever Living, som jeg påfører morgen og aften inden min ansigtscreme.

3. Dagcreme til ansigtet med solfaktor fra Danish Skin Care. (Jeg bruger den, der hedder normal til tør hud)

4. Natcreme til ansigtet fra Danish Skin Care. (Jeg bruger den, der hedder normal til tør hud)

5. Her i de kolde vintermåneder plejer jeg mine hænder ekstra godt med håndcremen fra Decubal.

Hvordan er din hudplejerutine?

En måned til min terminsdato, juhuuuu!

en måned til min terminsdato
Er du vimmer for en vom, jeg har fået mig!

Så blev det d. 13. december, og det betyder, at der er en måned til min terminsdato, og derfor altså ikke særlig længe til, at vi skal hilse på blob. Om jeg glæder mig? Helt vildt over kodylt meget! Jeg er så spændt på, hvordan han ser ud, og kan slet ikke vente på at møde ham.

Han regnes for at være fuldbåren fra uge 38, hvilket i vores tilfælde er juleaften, så han kan i princippet melde sin ankomst, når som helst, og jeg synes, at vi er så klar, som man nu engang kan blive. Han må dog gerne blive derinde en måned endnu, så vi lige kan nå at flytte ind i den nye lejlighed 🙂

Ellers er de praktiske ting på plads, vi har købt de babysager, vi tror, vi behøver, og tøjet er vasket og klart. Jeg har næsten afsluttet alle arbejdsopgaver, og går på barsel fra på mandag, så det eneste jeg tror, jeg mangler, er at pakke en taske til sygehuset. Men det kan jo ikke tage mange minutter at pakke lidt tøj og en tandbørste.

Nu vil jeg snart smutte hjem fra kontoret og smide mig på sofaen med mine hævede fødder, og glæde mig over at min graviditet snart er overstået 😉

Rigtig god aften til dig!

♡ Katrine

Om at blive ramt af hjemve som voksen

Selvom vinteren er irriterende, når man er højgravid, så er den også smuk!

Jeg har altid forbundet hjemve med noget, børn har, men efter jeg har boet i udlandet, har jeg også prøvet at have hjemve som voksen.

Jeg har boet udenlands i omkring halvandet år, og har i den tid heldigvis kun oplevet at have hjemve et par gange. Det skete et par gange, da jeg boede i Sofia, og nu er det også sket her i Stockholm. Hjemveen er et afsavn om at være i nærheden af familie og veninder, og det har altså ramt mig de sidste par dage.

Jeg har jo Hans-Kristian, så det er ikke fordi, jeg er ensom, men her på det sidste har jeg været meget låst fast i lejligheden. Jeg har fået besked på at holde mig meget i ro af min jordemoder, og mine fødder er så hævede, at de er vokset to størrelser, og når det så samtidig er snevejr og glat udenfor, så er det ikke så nemt at komme ud. Så jeg føler mig derfor ret begrænset til at være i lejligheden, og det bliver altså virkelig hurtigt kedeligt og ensomt.

Jeg prøver at nyde mig-tiden, men mit sociale-jeg savner kontakt med andre, og jeg føler mig til tider virkelig rastløs og fanget. Derfor har jeg lige for tiden et større afsavn til det velkendte derhjemme, hvor jeg nemt havde kunne mødes med veninder og familie.

Hjemveen plejer dog hurtigt at gå over igen, og tanken om, at der er under to uger til, at familien kommer herop og fejrer jul, gør også det hele meget nemmere. Og så er der jo heller ikke så længe til, at graviditeten er ovre, og at jeg forhåbentlig kan bevæge mig mere frit igen.

Har du prøvet at opleve hjemve som voksen?

♡ Katrine

Jeg nyder den sidste mig-tid

Det er jo fredag og jul, så jeg forkæler mig selv med en svensk safrankringle.

Godaften derude, jeg håber, I har en dejlig fredag 🙂

Her er HK til julefrokost med arbejdet, så jeg nyder en fredag aften i mit eget selskab på sofaen. Jeg har smækket de hævede stænger op, fundet lidt guf frem og gjort klar til at se de danske håndboldkvinder spille.

Hvis jeg ikke var højgravid, kunne det da have været meget sjovt at bruge denne fredag på at svinge hofterne på et dansegulv til den lyse morgen, men her fem uger før termin, nyder jeg virkelig bare at have mig-tid. Man kan vel sige, at det er stilhed før stormen, for når først lillemanden melder sin ankomst, bliver mig-tiden uden tvivl begrænset og nok nærmest ikke-eksisterende.

Så denne fredag samt den næste nyder jeg altså i mit eget selskab, mens HK er til julefrokoster, og da det højst sandsynligt er de to sidste af slagsen i lang tid, passer det mig simpelthen så perfekt, at jeg ikke skal foretage mig andet end at være sofabetræk. Efter håndboldkampen tror jeg, at jeg vil falde i søvn til en plat romantisk komedie, og så bliver den fredag vist ikke meget bedre 😉

Rigtig god weekend til dig!

♡ Katrine

Mine juletraditioner – Sådan fejrer jeg jul


Jeg elsker juletraditioner, og selvom mange af os har de samme traditioner i juletiden, så er der alligevel forskel på, hvordan julen fejres fra familie til familie. Jeg er vild med disse små forskellige traditioner, som vi har, for det er kun med til at gøre julen ekstra særlig.

Når jeg tænker på mine juletraditioner, vækker det glade minder, og det er netop disse minder, der er med til at gøre julen hyggelig og til noget, jeg ser frem til. F.eks. elsker jeg, når det er muligt for mig at starte juleaften med at se Disney Juleshow, jeg elsker at spille pakkeleg, og så skal der allerhelst både være flæskesteg og and på julebordet. Samtidig hører det også julen til at spise risengrød lillejuleaften, og så er den årlige julekagebagedag med min mor og Bedste samt julefrokosten med veninderne også noget jeg ser frem til hvert år.

Men selvom jeg elsker mine juletraditioner, så elsker jeg også at opleve nye ting, og derfor er jeg vild med måden, Hans-Kristian og jeg fejrer jul på. Vi har nemlig lavet vores helt egen tradition, hvor vi skiftes til at holde jul med hinandens familie hvert år. Vi har fejret jul sammen alle de år, vi har været kærester, pånær den allerførste jul. Vi er hos min familie det ene år, og hos Hans-Kristians familie det næste år. Jeg kan vildt godt lide, at vi gør det på denne måde, da jeg elsker forskellighederne i vores familier, og de juletraditioner som vores familier hver især har.

Generelt minder de to juleaftener meget om hinanden, men der er nu alligevel forskelle, der gør hver jul unik. Lige fra maden der serveres, til sangene der synges om juletræet. I min familie spiller vi f.eks. pakkeleg på selve juleaften, hvorimod de i Hans-Kristians familie først gør det 2. juledag. Samtidig er der altid “snyd og ballade” med mandlerne i Hans-Kristians familie, hvorimod der i min familie altid kun er en mandel, og størstedelen af gangene bliver den fundet af min onkel. Og der er ikke noget, der hedder, at børnene også skal have mandelgave. En mandel – en vinder 🙂

I år laver vi dog om på vores tradition, da vi skal holde jul med både mine forældre og Hans-Kristians forældre og lillebror heroppe i Stockholm. Jeg ved, at der er mange, der ikke kan forestille sig at holde jul på anden vis, end de plejer, men jeg elsker forskellighederne, og jeg er sikker på, at det bliver rigtig hyggeligt. Og så glæder jeg mig til at se, hvordan det bliver, når vi mikser vores forskellige traditioner sammen, og laver nogle helt nye juletraditioner i fællesskab.

Hvordan fejrer I jul i din familie?

Læs også: Fem tips til at holde jul i udlandet

Opskrift på risengrød lavet på gammeldags manér


Har du prøvet at få risengrød lavet på gammeldags manér, hvor grøden har stået pakket ind i avispapir og dyner fra morgen til aften, før den serveres? Sådan gjorde man i gamle dage, og metoden sparer dig både for strøm og krampe i armen, da du slipper for at røre ligeså meget i risengrøden. Smart ik’?

Min mor har lært mig metoden, så jeg tænkte, at jeg lige ville dele denne nemme opskrift på risengrød på gammeldags manér med dig. Inden du kaster dig ud i det, skal du være sikker på, at du har tid til at lave den om morgenen og lade den stå hele dagen, inden du serverer den om aftenen 🙂

Det skal du bruge til fire portioner:

2 1/2 dl. vand
250 g. grødris
7,5 dl. sødmælk
1/2 tsk. salt
Kanel
Sukker
Smør
Aviser, viskestykker, to håndklæder samt to dyner.
Evt. saftevand

Sådan gør du:

1. Vandet bringes i kog, og når det koger, kommer du grødrisen i, og rører godt.

2. Når risene og vandet er godt udkogt, hælder du mælken i under omrøring. Der skal røres godt til, så grøden ikke brænder på.

3. Grøden skal op og koge, og herefter røres yderligere et par minutter.

4. Tag gryden af blusset og pak den godt ind i avispapir, viskestykker og håndklæder.

5. Pak herefter gryden godt ind i dynerne i din seng, og lad det stå og passe sig selv, til det skal spises om aftenen.

6. Grøden har nu stået pakket ind i dyner hele dagen, og det er tid til, at den skal spises. Men først skal den lige op på kogepladen og opvarmes under konstant omrøring.

7. Lige inden grøden serveres kommes saltet i, der røres et par gange og vupti, så er den klar til at blive spist.

8. Husk at servere med masser af kanelsukker og en stor smørklat smør. I min familie drikker vi altid rød saftevand til risengrøden, men det er jo smag og behag, om man er til det 🙂

Velbekomme og glædelig jul!

Weekend fuld af julebag og julehygge med min Mutti

Det har været en dejlig weekend, hvor jeg har haft besøg af min Mutti. Hun ankom til Stockholm torsdag aften, og fløj tilbage til Danmark søndag eftermiddag. Weekenden har stået på masser af julehygge, og vi har både bagt jødekager, finskbrød og brunkager til juledagene.

weekend_med_julehygge_og_julebag_smaakager
Brunkager, jødekager og finskbrød.

Vores julebagedag er blevet en årlig tradition, hvor vi hvert år i december tager en dag ud af kalenderen for at bage julesmåkager til juleaften. Min Bedste plejer også at være med, men i år klarede min mor og jeg bagningen alene heroppe i Stockholm.

Vi er vant til, at min Bedste er småkage-eksperten i køkkenet, men jeg synes, at vi fik lavet nogle rigtig lækre julekager, selvom hun manglede. Vi brugte opskrifterne fra kogebogen “Frøken Jensens gode julemad”, som jeg helt sikkert godt kan anbefale 🙂

weekend_med_julehygge_og_julebag_risengroed
En weekend med julehygge indeholder selvfølgelig også risengrød.

Se også: Opskrift på risengrød lavet på gammeldags manér

Jeg har længe haft en barnlig lyst til at lege med perler, og min mor var heldigvis let at overtale til at lege med, så der gik total barndom i den, og vi kreerede julehjerter, snefnug, julegaver mm. Så hyggeligt!

weekend_med_julehygge_og_julebag_julepynt_perler
Hjemmelavet julepynt ud af perler.

Det blev også til lidt shopping af babysager, så nu er vi vist ved at have alt klar, til når lillemanden melder sin ankomst. Må altså også indrømme, at jeg er ved at være godt utålmodig 🙂