Sådan laver du en e-bog step by step


En e-bog er en rigtig god måde at brande din blog på og skabe opmærksomhed omkring dig selv, og samtidig få folk til at tilmelde sig dit nyhedsbrev.

Jeg møder tit bloggere, der er i tvivl om, hvordan de laver en e-bog, og derfor har jeg her lavet en step by step-guide med otte tips, som du kan følge, så du kan lave din helt egen e-bog helt gratis.

1. Løs et problem for folk

Det vigtigste, når du laver en e-bog, er, at du løser et problem for folk. Hvad skal få folk til at downloade din e-bog? Hvad kan den hjælpe dem med? En e-bog skal være informativ og fyldt med inspiration, så den kan tiltrække læsere.

2. Synergi med din målgruppe

Det er vigtigt, at e-bogens indhold passer til din blogs niche og målgruppe. Hvis du endnu ikke ved, hvem din målgruppe er, så sørg for at lave en e-bog, der passer til de mennesker, som du gerne vil tiltrække til din blog.

3. Skriv løs

Mit bedste råd til at komme i gang med at lave en e-bog er at starte med at skrive løs. Skriv de ting ned, der falder dig ind inden for det bestemte emne, og så kan du altid sætte struktur på det og rette det igennem senere. Min erfaring er, at hvis man tænker for meget over det i starten, så kommer man ingen vegne, fordi man vil have, at det skal være perfekt. Jeg skriver selv mine e-bøger i Word, hvor det er nemt at style teksten, lave overskrifter og indsætte billeder.

4. Lav et coverbillede

Det behøver ikke at være svært at lave et fedt coverbillede til din e-bog, og det kan faktisk gøres helt gratis. Jeg kan anbefale siden canva.com, hvor du ved hjælp af fine skabeloner, kan designe dit eget e-bogcover.

5. Pdf-fil til download

Når du har skrevet din e-bog, stylet den, lavet et fint coverbillede og læst korrektur på den, er den klar til at blive gemt. Jeg anbefaler, at du gemmer den som pdf-fil. Det er en god idé at skrive copyright-oplysninger i bunden af din e-bog, så andre ikke kan genbruge den som deres egen.

6. Upload din e-bog til dit mediebibliotek

Din e-bog er nu færdig, og du skal uploade den til mediebiblioteket på din blog. Linket du får, når e-bogen er uploadet, er det du skal give til folk, så de kan downloade den.

e_bog_link
Det er dette link, som du skal give til folk, så de kan downloade e-bogen.

7. Link til e-bogen

Jeg anbefaler, at du giver folk mulighed for at downloade din e-bog, når de tilmelder sig dit nyhedsbrev. Det fungerer på den måde, at folk tilmelder sig dit nyhedsbrev, og herefter får de så tilsendt e-bogen til deres e-mail.

e_bog_nyhedsbrev
Et eksempel på, hvordan du kan bruge e-bogen til at opfordre folk til at tilmelde sig dit nyhedsbrev.

Hvis du ikke er interesseret i at få folk til at tilmelde sig dit nyhedsbrev, kan du også vælge at gøre det muligt for folk at downloade din e-bog direkte fra din blog. Der findes også måder, hvorpå du kan få betaling for din e-bog, sådan at folk altså skal købe din e-bog, før de får den tilsendt.

8. Brand din e-bog

Det er nu blevet tid til, at du skal gøre folk opmærksom på din nye e-bog, så de kan downloade og læse den. Der er mange måder, hvorpå du kan brande din e-bog, og du skal selvfølgelig gøre det, der passer bedst til din målgruppe. Jeg vil dog anbefale, at du gør følgende:

Blog om din e-bog:
Lav et blogindlæg, der omhandler det samme emne som din e-bog. I indlægget deler du ud af lidt tips og inspiration, og i slutningen af blogindlægget skriver du så, at man kan downloade din e-bog for at læse mere om emnet.

Brug også de soiale medier:

En rigtig god måde at få din e-bog ud på er via de sociale medier. Sørg for at lave nogle fine billeder, der passer til de forskellige medier, og del så e-bogen på Facebook, Twitter, Pinterest, Instagram osv. Brug de sociale medier, der passer til din målgruppe. Hvis du allerede har nogle tilmeldt på dit nyhedsbrev, så send e-bogen til dem på mail.

Brug dit netværk:
Kender du nogle, der kunne være interesseret i at skrive om din e-bog, dele den med deres venner eller andet? Det er en rigtig god idé at få andre til at reklamere for din e-bog også, hvis du har mulighed for det.

Jeg håber, at du kunne bruge min guide til, hvordan du laver en e-bog. Hvis du har spørgsmål, må du endelig kontakte mig via mail eller i en kommentar nedenfor. 🙂

♡ Katrine

Andy Warhol-udstilling på Artipelag


I lørdags var HK og jeg på kunstmuseet Artipelag, hvor de lige nu har udstillingen “The Legacy of Andy Warhol”. Museet ligger i de smukkeste omgivelser lidt nord for Stockholm i Stockholms Skærgård, og en gåtur i området er bestemt besøget værd.

Jeg har altid godt kunne lide mange af Andy Warhols designs, og HK og jeg har da også en plakat af et af hans farverige billeder med aber. Alligevel synes jeg, at udstillingen var ret kedelig. Den var fyldt med blyantsskitser lavet af Andy Warhol, som ikke var særlig pæne, og desværre var der ikke ret mange af hans farverige billeder eller silketryk, som jeg godt kan lide.


Vi fik dog vores egne personlige Andy Warhol-billeder med hjem, som nu har fået æren af at personliggøre vores køleskab 🙂

Vi havde dog en rigtig hyggelig dag ved Artipelag på trods af den skuffende udstilling, og især de grillede burgere vi nød i solen, var med til at trække oplevelsen op.

Om du er til kunst eller ej, er Artipelag et hyggeligt sted at bruge et par timer, hvor du både kan nyde den smukke natur og en frokost i det fri.

Næste gang turen går til Artipelag, har vi talt om at sejle dertil. Der går nemlig en båd derud fra Stockholm, og jeg er sikker på, at sejlturen i Skærgården er et smukt syn. Læs mere om bådturen her.

Her finder du Artipelag

Artipelagstigen 1
134 40 Gustavsberg, Sverige
www.artipelag.se

Lækker kød-date for to på Urban Deli

Kød fra grillen, pommes frites og bearnaise på Urban Deli Sickla.

Okay, kød-date lyder måske lidt underligt, men jeg lover jer for, at det var lækkert! I går inviterede HK mig på date, hvor menuen stod på masser af kød fra grillen for to personer. Og det smagte virkelig godt!

Jeg havde haft lidt af en øv-dag, og derfor besluttede min betænksomme kæreste sig for, at vi trængte til at komme lidt ud. Og han havde ret – jeg bruger meget af tiden heroppe i Stockholm foran skærmen, så en tur på restaurant lød godt i mine ører. Middagen blev derfor nydt på restauranten Urban Deli Sickla. 🙂

Udover alt det lækre kød, fik vi også sprøde pommes frites og en skøn bearnaise. Bearnaise er uden tvivl min yndlingssovs, så det var en perfekt menu i mine øjne. 😉

Hvis du en dag skulle havne i Stockholms gader, kan jeg godt anbefale dig en middag på Urban Deli. Der ligger flere restauranter i byen, og faktisk også et hotel – det har jeg skrevet lidt om her.

Find Urban Deli Sickla her

Hesselmans Torg 12
131 54 Nacka, Sverige
www.urbandeli.org 

Mini-rejseguide til Lübeck – Oplev byen på en dag

Holstentor Lübeck

Den tyske by Lübeck er virkelig hyggelig, og byder på rigtig flot arkitektur og masser af seværdigheder. Lübeck er helt klart et besøg værd, så derfor får du her en mini-rejseguide til, hvad du skal se, når du besøger byen.

Nederst i indlægget linker jeg også til en side, hvor du kan downloade en supergod guide, som viser dig vej til alle de vigtige seværdigheder i Lübeck.

Holstentor Lübeck
Holstentor – Byport bygget i 1478.
Salt lagerbygninger
Salt lagerbygninger.
kyssebroen_lubeck
Her må der kysses.
noegler_kyssebro_lubeck
Masser af forseglet kærlighed.
Udsigt udover byen fra St. Peters spiret.
Udsigt udover byen fra St. Peters spiret.
Lübeck katedral
Mariakirken.
Sankt Jakobi kirke.
Sankt Jakobi kirke.
Hyggelig shopping i Hüxstrasse.
Hyggelig shopping på Hüxstrasse.
Lübeck Katedral
Er du til burger, så kan jeg anbefale restauranten Leo's Juice & Burger. 
Er du til burger, så kan jeg anbefale restauranten Leo’s Juice & Burger.
Niederegger chokoladebutik.
Niederegger chokoladebutik.
Hospital of the holy spirit
Hospital of the holy spirit.
Lübeck Town Hall
Lübeck Town Hall.
Her står jeg foran Slotsporten
Her står jeg foran Slotsporten.

Gratis guide til Lübeck

Jeg kan anbefale dig at hente den gratis pdf-guide til Lübeck her, som jeg selv havde meget glæde af, da jeg var på endagstur i byen.

Har du andre gode rejsefif til Lübeck?

Det er hårdt at bo i udlandet når…

Det svenske flag er hejst i vindueskarmen for min Mutti, der har fødselsdag i dag.
Det svenske flag er hejst i vindueskarmen for min Mutti, der har fødselsdag i dag.

Ens familie eller veninder har fødselsdag…

Min veninde, Anna, har næsten lige holdt fødselsdagsfest, og i dag er det min mors fødselsdag, og familien er samlet for at fejre hende – og imens sidder jeg her i Stockholm.

På dage som disse kan jeg godt mærke et lille stik af hjemve. Selvfølgelig er der ikke så langt til Danmark, men jeg kan ikke rejse frem og tilbage hele tiden. Min hverdag er i Stockholm nu, og jeg har et arbejde, der skal passes, og selvom flybilletterne er billige, så er det jo ikke helt gratis at flyve frem og tilbage.

Eller når der bare sker andre sjove ting derhjemme…

Udover fødselsdage, så er der også en masse andre sjove ting, som jeg ikke kan være med til derhjemme. Og selvom jeg har det godt i Stockholm, og oplever en masse, så kan jeg en gang imellem godt føle, at jeg går glip af noget hjemme i Danmark. Men nu har jeg heller aldrig været god til det med at gå glip af ting, så det ligger ret meget til mig i forvejen. 🙂

Hvornår føler du hjemve?

♡ Katrine

Mini-rejseguide til Uppsala


Uppsala er en svensk universitetsby og Sveriges fjerde største by med et indbyggertal på omkring 140.000 indbyggere. Byen er omkring en times kørsel nord fra Stockholm, og virkelig et besøg værd.

Her er min mini-guide over, hvad du skal se, når du besøger Uppsala.

Domkirken

Snyd ikke dig selv for et besøg til Uppsalas Domkirke. Den er virkelig flot, og selvom den rager højt i vejret, og kan ses i hele byen, er det altså en god idé også at se den tæt på.

Uppsala Universitet

Uppsala er en kendt universitetsby, og Uppsala Universitet er Skandinaviens ældste. Du vil derfor finde mange fine universitetsbygninger, når du trasker rundt i byen, og samtidig er her fyldt med unge mennesker, hvilket giver en hyggelig atmosfære.

Den botaniske have

Uppsala har en fin botanisk have, hvor jeg vil anbefale, at du går en tur, og nyder synet af blomster, træer og planter.

Slottet

Slottet er fra det 16. århundrede, og har gennem tiden spillet en stor rolle i Sveriges historie. I dag indeholder slottet tre museeer: Uppsala Kunstmuseum, et fredsmuseum og Vasaborgen.

Frokost

Besøger du Uppsala på en sommerdag, så er der rig mulighed for at spise en frokost i solen på en udendørscafé. Jeg nød selv en salat med laks på Åkanten lige ved siden af Domkirken, og med udsigt til kanalen Fyrisån.

Parker

Uppsala har rigtig mange grønne områder, hvor du kan gå ture, slappe af på en bænk, eller lade børnene lege (hvis du altså har børn med). Parkerne er rigtig fine med spændende træer og smukke blomster.

Fyrisån

Den 80 km. lange å, Fyrisån, løber igennem byens centrum, og det er helt bestemt med til at gøre byen ekstra fin og hyggelig. Samtidig er det oplagt at holde en lille pause fra byvandringen langs vandkanten.

Har du andre tips til Uppsala, så del dem gerne i en kommentar nedenfor 🙂

Hyggeligt stop på køreturen København-Stockholm


Planlægger du et roadtrip fra København til Stockholm, eller den anden vej rundt, så må du ikke snyde dig selv for et hyggeligt stop på vejen.

Turen langs E4 er rigtig smuk, og især omkring Jönköping er naturen virkelig flot. Et godt sted at tage en velfortjent pause på den cirka syv timers lange køretur er lidt nord for Jönköping ved Gyllene Uttern.

Ved Gyllene Uttern ligger der et hotel med en lækker restaurant samt en hyggelig café med terrasse, og herfra er der den flotteste udsigt udover vandet og landskabet.

Find Gyllene Uttern Hotel & Restaurant her

Gyllene Uttern
563 92 Gränna, Sverige
Gylleneuttern.com

Klar til sommeren med nye sandaler


Mine forældre har foræret mig et par superfine sandaler fra Black Lily i fødselsdagsgave, og forleden luftede jeg dem for første gang på badebroen, her hvor jeg bor i Stockholm.

Selvom solen skinnede, var det stadig lidt for koldt til sandaler, så jeg skyndte mig bare lige at tage et par billeder med dem på, inden jeg hoppede tilbage i mine sneakers 🙂

Jeg har altid haft det svært ved at skulle vise mine fødder, og jeg er derfor glad for alle remmene på sandalerne, da de dækker fødderne lidt.

Jeg elsker også den rosa og metallic-farve, som passer til stort set hele min sommergarderobe. Og samtidig er det også rigtig gode farver, når man som jeg ikke bliver særlig brun.

Sådan vinder du over dine bumser

Da jeg har lidt meget af bumser, og ved, hvor meget det kan påvirke dit humør og din selvtillid at have uren hud, har jeg valgt at skrive om det her på bloggen i håb om, at mine erfaringer kan hjælpe andre, der også har problemer med bumser.

Lad ikke bumser ødelægge dit sociale liv

Når man lider af bumser, kan man få problemer med selvtilliden, og få lyst til at gemme sig bag lukkede døre. Måske har du oplevet, at du ikke har lyst til at være sammen med andre mennesker, og snydt dig selv for mange gode oplevelser?
For at komme dine bumser til livs er det vigtigt, at du er glad, skønhed kommer nemlig også indefra, så smil til verden, og nyd dit liv.

Pas på med overbehandling

En af de fejl som mange med bumser laver, er at overbehandle huden. Man vil så gerne have, at huden bliver pæn, så man vasker og renser en masse. Problemet med det er, at man kan komme til at stresse sin hud, og så får du bare endnu flere bumser. Så sørg for at bruge milde produkter, og giv din hud ro til selv at arbejde.

Kostomlægning kan gøre underværker

Efter at have ændret min kost har min hud forbedret sig markant. Jeg har skåret ned på indtaget af sukker samt hvidt brød, pasta, ris og kartofler. Herudover er jeg stoppet med at drikke mælk, da mælk (især skummetmælk) indeholder hormoner, der kan give bumser. For at forbedre din hud er det en rigtig god idé at spise masser af grøntsager, drikke en masse vand – gerne med lidt citronsaft, og herudover er nødder og fisk også godt at spise. Det er også en god idé at skære ned på alkohol, hvis du gerne vil have en pænere hud.

Livsstilsændringer, der virker

Udover at ændre din kost, er det også vigtigt, at du får en god nattesøvn – mindst otte timer hver nat. Sørg også for at få rørt dig mindst 30 minutter om dagen, da motion er med til at bekæmpe hudens urenheder. Frisk luft er også god medicin mod bumser, så sørg for at komme udenfor og få frisk luft ned i lungerne hver dag.

Min skønhedsrutine

Jeg har prøvet en masse produkter og behandlinger mod bumser, og den vigtigste ting, jeg har lært, er, at huden skal have masser af fugt. Samtidig giver jeg min hud ro, og bruger kun få produkter for ikke at stresse den og i stedet lade huden arbejde selv. Det er selvfølgelig forskelligt, hvad der virker fra person til person, men her er min renserutine.

Vask: Jeg vasker min hud både morgen og aften med lunkent vand og en engangsvaskeklud. De dage, hvor jeg har makeup på, sørger jeg for at fjerne resterne af makeuppen om aftenen med en mild rensesæbe og evt. også øjenmakeupfjerner til at fjerne min mascara.

Serum: Jeg elsker serum, og bruger det altid, inden jeg påfører creme. Serum trækker godt ind i huden, og er med til at give huden en masse fugt.

Dagcreme med solbeskyttelse: Solens stråler er skadelige for huden, og jeg bruger derfor altid dagcreme med solbeskyttelse. Om sommeren sørger det også for, at solen ikke udtørrer huden.

Natcreme: Natcremen skal pleje din hud, mens du sover, og jeg bruger gerne en, der tilfører huden en masse fugt, da jeg lider af tør hud.

Glutenfrie madpandekager på La Galette i København

Vil du gerne forkæle dig selv med et afslappet restaurantbesøg med lækre og glutenfrie madpandekager i København? Så er La Galette stedet for dig!

Hos La Galette består menukortet af et hav af forskellige slags madpandekager lavet på boghvede. Boghvedepandekagerne er 100 procent glutenfrie, og samtidig også et sundere alternativ til almindelige madpandekager.

Glutenfrie madpandekager for enhver smag

Boghvedepandekagerne smager helt vildt godt, og du kan selv vælge, hvilket fyld du vil have på – udvalget er stort, og vegetarer kan også spise med. 🙂

Restauranten gemmer sig i baggården på Larsbjørnsstræde, og er i to etager. Atmosfæren er afslappet og hyggelig, og her er perfekt både til en venindeaften, en tur for hele familien eller til en afslappet date. Stedet er ret populært, og det kan derfor være en god idé at bestille bord.

Glutenfrie madpandekager la galette
Her får jeg en Carnac (nr. 16 på menukortet) med skinke, æg, ost, tomat, salat og dressing.
Deres dessertpandekager er også superlækre – dog ikke glutenfrie.

Find La Galette i baggården her:

Larsbjørnsstræde 9
1454 København K
Læs mere om La Galette her >