10 tips til din Facebookside

tips_til_facebook

Hvis du har en virksomhed, organisation, blog eller andet, som du gerne vil reklamere for, så er det en rigtig god idé at lave en Facebookside, hvor du kan holde dine følgere opdaterede. Derfor har jeg samlet 10 tips her til din Facebookside.

1. Billeder

Når du deler et link til din hjemmeside, så sørg for, at billedet, der deles, passer til selve opslaget. Jeg er flere gange stødt på artikler, der er delt, hvor billedet slet ikke passer til artiklen, og det kan altså godt se lidt kikset og misvisende ud.

Hvis det rigtige billede ikke kommer med, når du deler et link på Facebook, så kan du nemt uploade et fra din computer ved at klikke på plusset her:

tips_til_facebook6

Du kan også vælge at tilføje et thumbnailbillede på din hjemmeside, som automatisk bliver flyttet med over på Facebook, når du deler dit indlæg der. I WordPress gøres det her:

tips_til_facebook1

2. Rediger i teksten

Når du deler et link fra din hjemmeside, kan du også redigere i den tekst, der kommer frem i opslaget. Du klikker blot på teksten for at gøre den redigerbar.

tips_til_facebook2

3. Gør det kort og præcist

Facebook egner sig bedst til korte statusopdateringer, billeder eller en kort videopræsentation. De færreste gider at læse lange romaner, når de scroller igennem deres newsfeed på Facebook, så gør det kort og præcist, og hvis du vil fortælle mere, så led læserne videre til din hjemmeside.

4. Kig i din sides statistik

Der er masser af gode oplysninger let og gratis tilgængelige på din Facebookside. Klik dig ind under Indblik, og se blandt andet, hvilke af dine opslag, der klarer sig bedst, og hvornår på dagen, det er bedst at udgive dine opslag. Her kan du f.eks. se, at det om onsdagen er bedst for mig at udgive opslag kl. 21.00.

tips_til_facebook3

5. Planlæg dine opslag

Det kan være svært at nå at udgive opslag hver dag, og derfor er Facebooks planlægningsværktøj genialt. Hvis du har lidt ekstra tid en dag, kan du nemlig planlægge dine opslag frem i tiden. Det gør du ved at lave opslaget, som du plejer, men i stedet for at klikke Udgiv, klikker du på Planlæg. Herefter kan du så vælge, hvornår du vil udgive dit indlæg i fremtiden, og så sker det helt automatisk.
Læs mere her.

tips_til_facebook4

6. Boost dit opslag

Når du har delt et Facebookopslag, som du gerne vil have, der når ud til flere, end de der følger dig, kan du booste dit opslag. At booste sit opslag vil sige, at man annoncerer på Facebook. Du kan booste dit opslag for helt ned til 20 kr. Hvis du vælger at booste dit opslag, er det vigtigt, at du målretter annoncen. Du kan vælge, hvem opslaget skal vises til ud fra blandt andet geografi, køn, alder, interesserer med mere. Det gør du her:

tips_til_facebook5

7. Svar altid tilbage

Hvis nogle kommenterer eller sender dig en besked, så husk at svare tilbage. Gerne hurtigst muligt, da folk ofte forventer hurtigt svar på sociale medier. Hvis du er optaget eller skal undersøge spørgsmålet nærmere, så svar tilbage, at du vender tilbage senere, så folk ved, at du har “set” dem.
Selvom du får negativ feedback, er det god stil at svare tilbage, og lad nu være med at slette en kommentar, fordi den er negativ. Ofte kan en klage vendes til en god oplevelse for kunden, hvis du giver et godt svar tilbage. Det gør i hvert fald ikke situationen bedre, at du sletter kommentaren.

8. Lav klare retningslinjer

Lav nogle klare retningslinjer for din Facebookside, og skriv dem under Om os. I retningslinjerne kan du gøre rede for, at du sletter kommentarer med upassende sprogbrug, spam og andet. På den måde kan du altid henvise til retningslinjerne, hvis du sletter en kommentar, eller blokerer en bruger.

9. Opdater Om os

Udover retningslinjer er det en god idé at opdatere Om os på din Facebookside med hvem du/I er, hvad virksomheden går ud på, og hvad man kan forvente ved at følge med. Skriv det gerne kort og præcist.

10. Konkurrenceregler

Jeg oplever tit, at mange virksomheder ikke overholder de konkurrenceregler, der er, når det gælder Facebook. Ved ikke at overholde reglerne, kan du risikere, at din Facebookside bliver lukket, derfor opfordrer jeg virkelig til, at du altid holder dig opdateret om konkurrencereglerne, som løbende ændrer sig. Hvis du er i tvivl om reglerne, så kommer de lige her:

  • Det er IKKE tilladt at bede folk om at dele eller tagge sine venner for at deltage i konkurrencen.
  • Det er tilladt at kræve af folk, at de “Synes godt om” din Facebookside for at være med i konkurrencen, men dette vil jeg fraråde på det kraftigste. Det er en dårlig strategi, da chancen for at du får en masse likes fra uengagerede følgere er stor. Og på din Facebookside er det meget bedre at have 100 engagerede følgere, end 500 uengagerede følgere.
  • Det er vigtigt, at man tydeliggør, at Facebook ikke har noget med konkurrencen at gøre.
  • Husk også, at det ikke kun er Facebooks regler, der gælder. Man skal også overholde de regler for markedsføring, som er i sit eget land.
  • Det er tilladt at bede folk om at “Synes godt om” samt at kommentere et opslag for at deltage.
  • Det er herudover god stil at gøre opmærksom på konkurrencebetingelserne, f.eks. hvornår konkurrencen slutter, og hvor mange vindere, der er osv.

Hvis du har lyst til at “følge” mig, kan du finde min Facebookside her.

Mine forældres sølvbryllup


Jeg har haft travlt det sidste stykke tid med planlægning og fejring af mine forældres sølvbryllup. Trods stress og jag, så har det været vildt sjovt og en kæmpe fornøjelse at kunne glæde dem så meget. 🙂

I tirsdags den 13. oktober var den store dag kommet, og mine forældre blev “vækket” med morgensang kl. 7. Mine forældre er altid festlige, og denne morgen havde de da også valgt at klæde sig ud i nattøj til stor morskab for de omkring 50 fremmødte venner og familiemedlemmer.

Da vi “vækkede” dem med morgensang, kom de ud i fint nattøj 😉
Der blev sunget “I østen stiger solen op” og “Det er så yndigt at følges ad”.
Der skulle selvfølgelig også danses brudevals.
Æresporten og mine forældre 😉

Festlighederne tirsdag sluttede først omkring kl. 21.30 efter en meget overdådig og fantastisk dag. Jeg var en meget lettet, træt og glad datter, der gik i seng den aften.

Lørdag fortsatte fejringen med en forrygende fest, hvor der blev spist lækker mad, holdt taler, sunget sange og danset til langt ud på natten.

Min mor havde lavet den fineste bordpynt.
Forsamlingshuset blev forvandlet til en balsal 🙂
Hans-Kristian og jeg klar til fest.
Musikeren Henry O’Connor.
Det smukke sølvbrudepar.
En lækker forret.
Toastmasterens klokke.
Jeg holder tale.
En overdådig dessert.
Min far og jeg har det sjovt på dansegulvet.

Jeg er stadig helt oppe at køre over den sidste uges tid, som har været helt fantastisk, og samtidig er jeg vemodig over, at æresporten allerede skal tages ned i aften…

Tre gratis online billedprogrammer

gratis_billedprogrammer
Er du frustreret over, at det koster penge hver gang, du skal finde eller redigere et billede til din blog eller dine sociale medier? Så kig med her, hvor jeg anbefaler tre gratis online billedprogrammer.

Pixabay.com

Pixabay.com er der et stort udvalg af gratis billeder, som du frit kan benytte. Når du kommer ind på hjemmesiden søger du bare efter de motiver, som du skal bruge. F.eks. Shopping, og så kommer der en masse billeder frem i den genre, som du kan downloade.

Picmonkey.com

Picmonkey.com er et online redigeringsprogram, hvor du blandt andet kan beskære dine billeder, lave collager og tilføje tekst på dine billeder, inden du gemmer dem på din computer. Det er virkelig simpelt at bruge, og så er mange af funktionerne gratis.

Polyvore.com

Hvis du skriver om produkter især inden for skønhed og mode, så er Polyvore.com et rigtig godt sted at finde billeder og sætte dem op i lækre collager med effekter og tekst. Du søger bare på de produkter, som du vil vise, og så får du et stort udvalg frem, som du så kan tilføje til din collage.

Se også: Lav fine layouts til din blog gratis

Kender du andre gode og gratis billedprogrammer, som du kan anbefale? 🙂

Nemme HTML-koder du skal kende

nemme_html_koder

Når du har en blog, er det altså meget rart at kunne lidt HTML-koder, så du kan gøre teksten fed, understreget, kursiv eller andet. Derfor kommer jeg her med fem nemme HTML-koder, som er gode at kende, når du har en blog.

For at bruge de nedenstående HTML-koder, er det vigtigt, at du skriver dem i Tekst-editoren i WordPress:

tekst_editor_html_koder

1. Overskrifter i flere størrelser

Hvis du gerne vil lave en titel eller en overskrift i en anden størrelse end resten af din tekst, kan det være nødvendigt at kende til HTML-koderne <h1>, <h2> <h3> osv.

H1 har denne størrelse

Dette er en H2

Her har vi en H3

H4 ser sådan ud

Der er også en H5
Og en H6

Når du gerne vil lave en overskrift på din blog, skriver du <h1>teksten her, og slut med</h1>. Du udskifter så bare h1 med den overskrift, som du gerne vil bruge.

2. Fed tekst

Vil du gerne fremhæve noget af din tekst ved at gøre den fed, så brug koden <b>skriv teksten her, og afslut med</b>.

3. Kursiv tekst

Når teksten skal laves kursiv, skriver du <i>tekst her, afslut med</i>.

4. Understreget tekst

Vil du gerne understrege noget af din tekst, så brug koden <u>tekst her, afslut med</u>.

5. Linjeskift

Hvis du ønsker at lave et linjeskift i din tekst, bruger du koden <br>
Så kommer teksten bagefter automatisk ned på næste linje.

Har du spørgsmål, eller vil du gerne lære andre HTML-koder at kende, så skriv en kommentar nedenfor 🙂

Powerkvinder – Anna David

anna_davidSuperdygtige Anna David har været sangerinde siden hun var 13 år, men alligevel har hun formået at holde begge ben solidt på jorden. I mine øjne er hun en født powerkvinde, og lige her har jeg stilt hende 10 spørgsmål, så du kan blive klogere på, hvordan hun er havnet der, hvor hun er i dag.

1. Hvad er en powerkvinde for dig?
En powerkvinde er i min verden ikke én bestemt type kvinde. Det kan være forretningskvinden såvel som husmoderen. For mig handler det om at finde balancen i livet og være tro mod sig selv. At dyrke og udvikle ens egne styrker og leve livet lige netop der, hvor man er i sit liv. Om det er med mand, barn, som single, som studerende eller med fuld fart på karrieren. Det synes jeg er at være en powerkvinde.

2. Hvad fik dig til at følge din drøm, og hvordan turde du at at kaste dig ud i det?
Siden jeg var barn drømte jeg om at stå på scenen og leve af det som voksen. Mine forældre har aldrig begrænset mine drømme, og har egentlig altid bare understøttet mine mål og vejen dertil. Jeg har aldrig tænkt, at det ikke skulle lykkes for mig 🙂

3. Hvordan kom du i gang som sangerinde?
Jeg fik min første pladekontrakt i Tyskland, da jeg var 13 år. Jeg besøgte min storesøster i Tyskland (som flyttede dertil for at tage en danseuddannelse). Jeg var med hende til sangundervisning, og hendes sanglærer syntes, at jeg var meget dygtig, og hun ville gerne bruge mig til et projekt med en 13-årig pige og en 13-årig dreng. Mine forældre gav ok for det, og jeg skulle sende hende et accapellabånd. Hun gav båndet videre til en producer, hun kendte, og han ønskede mig i studiet med det samme med henblik på en pladekontrakt, i stedet for det projekt jeg var blevet spurgt om. Jeg kom i studiet i München, og blev tilbudt en kontrakt med det samme efter første dag i studiet. Det blev til en international pladekontrakt, og jeg udgav min første single som 15-årig. Den hed P.Y.B (pretty Young boy).

4. Hvad gør du for at holde gejsten og motivere dig selv?
Jeg er nok ligesom alle andre kunstnere. Det er forskelligt, hvor inspireret jeg er. Når det føles svagt med inspiration, forsøger jeg at søge inspiration andre steder og ofte hos andre mennesker.

5. Hvad er/var din største udfordring?
Som barn var min største udfordring helt klart min generthed. I musikbranchen skal man gerne være frisk på at tale højt og med mange mennesker. Jeg er stadig ikke typen, der råber højest, og jeg har da også fået af vide flere gange igennem min karriere, at jeg skal mase mig mere frem. Jeg kan tale med alle type mennesker, og det synes jeg er fint. Nu som 30-årig tænker jeg, at det må være ok, at jeg er, som jeg er. Man ændrer sig jo hele livet igennem, og jeg taler, når jeg synes, jeg har noget relevant at komme med, og når jeg føler for det. 🙂

6. Har du måtte give afkald på noget for at følge din drøm?
Uh, det er svært at svare på. Jeg har jo skrevet musik hele mit liv. Fra jeg var otte år. Jeg er vokset op i branchen. Jeg føler ikke, jeg har givet afkald på noget. Jeg har stadig mine barndomsveninder og venner. Jeg har endda været så heldig, at jeg fik mit første barn som 26-årig med min kæreste. Jeg har valgt at leve mit liv som selvstændig, og det har fungeret i 10 år, og det har jeg planlagt, at det skal blive ved med. 🙂

7. Du er jo mor samtidig med, at du er sanger og skuespiller, så hvad gør du for at få din hverdag til at hænge sammen?
Ja, det kan være travlt i perioder. Men min datter går ikke i skole endnu, så indtil videre har jeg kunne tage både min datter og hendes far med på Tour, når det har været nødvendigt, og især når det er flere ugers turné. Og så kan det være, jeg nogle gange er ude at spille en weekend, men så holder jeg gerne fri om mandagen med min datter. Jeg synes selv, vi er en priviligeret familie, og vi får det til at fungere ud fra min lidt anderledes livsstil.

8. Har du sat dig et nyt mål/drøm, og hvordan vil du opnå det?
Jeg får ofte nye idéer, og jeg har tænkt mig at blive ved med at arbejde for, at mine drømme skal gå i opfyldelse. Jeg kæmper videre, som jeg altid har gjort. Det er ikke alt der lykkes, men jeg vil ikke sidde og ærge mig over, jeg ikke i det mindste prøvede.

9. Har du et råd til andre kvinder, der gerne vil følge deres drømme ligesom dig?
Jeg vil råde alle kvinder til at følge deres mavefornemmelse og være realistiske. Det er klart, at ikke alle drømme kan gå i opfyldelse, fordi det kan koste mange penge at udleve en drøm. Men jeg tror, at alle mennesker har brug for at prøve kræfter med noget, man virkelig drømmer om. Hvis tingene ikke lykkes, eller ender, som man håber på, så har man i det mindste prøvet.

10. Kan du røbe lidt om, hvilke spændende projekter, du har gang i for tiden?
Jeg er næsten færdig med Grease-tournéen nu. Det har været en god turné. Vi har været hele Danmark rundt. Samtidig med det har jeg sendt min nye single ud “Sensommerregn”, og jeg er stort set færdig med min nye EP, som snart rammer netbutikkerne. Det glæder jeg mig så meget til. Derudover fejrer jeg mit 15 års jubilæum for min første udgivelse og 10 års jubilæum for dansk musik i år, så det er et stort år for mig. Og så har jeg selvfølgelig gang i nogle andre projekter/drømme, som måske lykkes og måske ikke. 🙂

Tusind tak til Anna David for de gode svar, og rigtig meget held og lykke til hende med hendes nye EP. Hvis du vil vide mere om Anna David, så følg hende på Facebook, Twitter og Instagram.

Få trafik fra andre blogs

faa_trafik_fra_andre_blogs

Når man bruger meget tid på at skrive indlæg på sin blog, vil man jo gerne have, at der er nogle, der læser med. Læserne kommer dog sjældent af sig selv, så derfor skal du selv skabe trafikken til din blog. En god måde at få skabt trafik til din blog på er at få “hjælp” fra andre blogs. Det er ret nemt at gå i gang med, og her kommer jeg med fem gode tips til, hvordan du kan gøre.

1. Kommenter på andre blogs

Det er en god idé at kommentere på andre blogs, og så er det noget, du nemt kan starte med allerede i dag. Når du laver en kommentar bliver du bedt om at skrive din webadresse, og hvis folk så klikker på dit navn, kommer de automatisk hen på din blog. Kommenter gerne på blogs, der minder lidt om din, da der så er større chance for at læserne også vil finde din blog interessant. Når du kommenterer på andre blogs, er det vigtigt, at du skriver en relevant kommentar, og ikke kun deler et link til dig selv.

2. Achoo promo widget

trafik_fra_andre_blogs
I det nederste højre hjørne her på siden kan du se en lille pop-up med forslag til mine populære indlæg, min Instagram-konto eller indlæg på andre blogs. Det smarte ved, at der vises indlæg fra andre blogs er, at mine indlæg også bliver vist på deres sider. Det er en rigtig smart måde at få gjort min blog synlig på, og jeg kan kun anbefale, at du også installerer Achoo promo widget. Det er gratis, og du kan oprette en bruger her.

3. Gæsteblog

En rigtig god måde at gøre opmærksom på din blog på er ved at gæsteblogge på andre blogs. Ved at lave et indlæg på en anden blog, gør du opmærsom på dig selv, og rammer nogle nye potentielle følgere. Så det er bare i gang med at kontakte nogle andre bloggere og høre, om du må gæsteblogge hos dem.

4. Netværk med andre bloggere

Det er en rigtig god idé at skabe sig et netværk i blogland. Tag med til events, og lav aftaler med andre bloggere. Når I så mødes til en kaffedate eller andet, kan I skrive om mødet på jeres blogs og linke til hinanden. På den måde hjælper I hinanden med at få spredt jeres blogs ud til hinandens læsere. Du kan også aftale med nogle bloggere, at de laver en anbefaling af din blog på deres blog, og du gør så det samme på din blog.

5. Del og like på sociale medier

Aftal med nogle bloggere, at I deler, kommenterer og liker hinandens opslag på Facebook. Hvis f.eks. en af dine blogger-venner laver et spændende indlæg, som du også synes er relevant for dine læsere, kan du dele det på din Facebookside, og det samme kan dine blogger-venner gøre med dine indlæg. Det er en rigtig nem og effektiv måde at hjælpe hinanden på.

 Jeg håber, du kunne bruge mine tips, og hvis du har andre gode forslag, så del dem gerne i en kommentar nedenfor. Tak 🙂

Relancering af min blog

relancering_af_udelukkendelund

Hej alle sammen. Jeg håber, I har det godt 🙂

Som I måske har lagt mærke til, så er der sket en del ændringer her på bloggen, og som jeg tidligere advarede omkring, så er der nu mindre mig at læse om. Jeg har længe gået med overvejelser omkring, hvad jeg skulle med udelukkendelund.dk, da jeg ikke længere syntes, at det var sjovt at bruge siden som dagbog. Jeg har derfor valgt at lave en relancering af min blog, og koble den sammen med min nye selvstændige forretning, hvor jeg tilbyder opsætning af hjemmesider og webshops. Det kan du læse mere om her.

Jeg elsker stadig at blogge, og derfor kan man stadig finde masser af indlæg under Guides, hvor jeg giver tips og inspiration til blogging og online kommunikation. Det er fedt at skrive om noget andet end mig selv, hvor jeg samtidig føler, at jeg kan lære fra mig.

I slipper dog ikke helt for at høre om mig, det lover jeg, og hvis du savner lidt om mit liv, kan du altid kigge med på min rejseblog selfieandthecity.com. Husk også, at du altid kan følge med på min Instagram og Facebookside.

Jeg håber, at du stadig har lyst til at kigge med her på siden, og hvis du har kommentarer eller ønsker til indlæg, så skriv endelig til mig enten i en kommentar nedenfor eller på mailen lundkatrine@live.dk.

♡ Katrine

Sådan kan du oversætte din WordPress-blog

Der er ofte flere ord på WordPress, som er sat til engelsk som standard, og som kan være svære at oversætte, hvis man ikke kan kode. Men en af de gode ting ved WordPress er jo, at der er plugins til mange ting, og heldigvis gælder det også muligheden for at oversætte din blog.

Pluginnet, som jeg bruger, hedder Loco Translate, og det giver dig mulighed for nemt at oversætte en del ord fra engelsk til dansk. Jeg har lavet en guide her, der viser, hvordan du gør:

1. Gå til Plugins, Tilføj nyt og søg efter Loco Translate. Du søger ved at trykke enter.
oversaet1
2. Klik på Installer nu.
oversaet2
3. Klik på Aktiver plugin.
oversaet3
4. Vælg Loco Translate og klik på Manage translations.
oversaet4
5. Find det tema, som du bruger, og klik på New language.
oversaet5
6. Vælg Danish som sprog.
oversaet6
7. Når du har valgt Danish, klikker du på Start translating.
oversaet7
8. Du kommer nu til en side, hvor du kan søge eller lede efter de ord, som du vil oversætte.
oversaet8
9. Her har jeg valgt at oversætte No comments til Ingen kommentarer. Når ordet er oversat, trykker du på Save.
oversaet9
10. Sådan fortsætter du, til alle ønskede ord er oversatte. 🙂

Har du spørgsmål, så skriv en kommentar nedenfor eller send en mail til lundkatrine@live.dk.

En hyggelig dag i Innsbruck

Da min kæreste og jeg valgte at flytte tilbage til Danmark fra Bulgarien, besluttede vi os for at køre hele vejen, så vi kunne få vores bil og alle vores ting med hjem. På vejen tog vi to overnatninger i Tyrols hovedstad, Innsbruck. Jeg elsker at være på ferie i Østrig, da der både er smukt, hyggeligt, frisk luft og god service. Og denne gang var det ingen undtagelse. Selvom vi kun nåede at tage på sightseeing i Innsbruck en dag, nåede vi at opleve en masse, spise masser af god østrigsk mad samt mærke den dejlige bjergluft.

innsbruck_1
Innsbruck er smukt omringet af bjerge.

innsbruck_2
Fine ænder i parken ved Ambras slot.

innsbruck_5
Ambras slot.

innsbruck_3
I centrum af den gamle bydel finder du det berømte gyldne tag.

innsbruck_14
Det gyldne tag er fra 1500, og kejser Maximillian brugte karnappen til at se turneringer på torvet nedenfor.

innsbruck_4
Hvis vi havde haft lidt længere tid, ville jeg gerne have set skihoppet Bergisel helt tæt på.

innsbruck_6
Maria-Theresien-Straße.

innsbruck_7
Byens triumfbue fra 1765.

innsbruck_8
Husk at spise den østrigske dessert, Apfelstrudel.

innsbruck_9
Og Wienerschnitzel selvfølgelig 😉

innsbruck_13
Det hyggelige spisested Goldener Adler er et besøg værd. 

Innsbruck_12
Hyggelige “gågader” i byen.

innsbruck_11
Vi boede på Hotel Kapeller – rigtig godt sted lidt uden for centrum.

Innsbruck_10
Ved siden af hotellet lå denne fine kirke.

Har du været i Innsbruck, og hvad synes du om det?

♡ Kat

facebook_billede

Tips til at få motion i en travl hverdag


Har du svært ved at finde tid til motion i din travle hverdag? Så se med her, hvor jeg kommer med 10 tips til, hvordan du får rørt dig, selvom du har svært ved at finde tiden til det.

1. Skriv træning i kalenderen

Møder, aftaler og fødselsdage er skrevet i kalenderen, mens træning tit er noget, der kun bliver gjort, når vi ikke har andre planer. Skriv træning ind i din kalender mindst en gang om ugen, så du ikke laver en masse andre aftaler, og glemmer at prioritere motionen.

2. Lav træningsdates med veninderne

I en travl hverdag kan det være svært både at få prioriteret træning og veninderne. Så hvorfor ikke koble de to ting sammen? I kan jo f.eks. erstatte en cafétur med en gåtur 🙂

3. Motion på kontoret

Stå op og arbejd, gå en tur i frokostpausen eller hold et gå-møde med en kollega. Du kan også foreslå at din arbejdsplads får et motionshold, hvor I træner sammen før eller efter arbejde. Hvis du har et job, hvor du sidder meget ned på din kontorstol, så kig med her, hvor du får nemme træningsøvelser, som du kan lave på kontorstolen.

4. Træn om morgenen

Hvis du ligesom mig også er træt og umotiveret, når du kommer hjem efter en lang dag på arbejdet, så du ikke får taget dig sammen til at træne, skal du måske ændre din rytme. Prøv at gå tidligere i seng, og stå en halv time før op, så du kan dyrke motion om morgenen, inden du skal på arbejde.

5. De nemme skridt

Tag altid trappen, gå ned at handle, og hvis muligt så gå eller tag cyklen til arbejde. Hvis du har længere til arbejde, end du kan gå eller cykle, kan du måske gå/cykle til en togstation og så tage toget resten af vejen?

6. Effektiviser din træning

Der er ingen, der siger, at du behøver at sætte flere timer af til træning om ugen. 15 minutters effektiv styrketræning eller konditionstræning et par gange om ugen, er også godt. Du kan f.eks. lave styrkeøvelser med en kettlebell, få rørt mavemusklerne med en hulahopring eller powerwalke.

7. Godt træningsudstyr

Lækkert og brugbart træningsudstyr gør træningen sjovere, så invester i et sæt lækkert træningstøj, og køb det nødvendige udstyr, så du kan komme i gang. 🙂

8. Hvad virker for dig?

Er det en sej kamp, hver gang du skal ud ad døren for at tage i fitnesscentret, så skal du måske fokusere på at træne derhjemme. Det kan også være, at du har nemmere ved at få det gjort, hvis du træner sammen med andre, eller måske skal du presses af en personlig træner? Prøv dig frem, og find ud af, hvilken motionform, du synes, er sjovest. Ellers får du det aldrig gjort.

9. Tænk kloge tanker imens

Føler du dig stresset, eller står du over for en udfordring på arbejdet? Så brug motionen til at få styr på dine tanker. I stedet for at sidde ned og tænke kloge tanker, så rør dig imens. Motion er med til at gøre os mindre stressede, og det hjælper os til at tænke klart, og få styr på tankerne.

10. Spis sundt

En sund kost giver os mere energi, og jo mere energi du har, jo mere overskud har du også til at gå den ekstra tur om aftenen. Så husk mandler, gulerødder eller andre sunde snacks ved din side, når du har brug for energi henad eftermiddagen.

Hvordan får du presset motionen ind i din hverdag?