Sådan skal de sociale medier bruges

Der findes et utal af sociale medier, og det kan altså godt være lidt svært at holde styr på, hvilke sociale medier, man bruger til hvad. Forleden faldt jeg over denne sjove forklaring, som gør det noget mere “spiseligt” 😉

saadan_skal_de_sociale_medier_bruges

Opskrift på gullash med kartoffelmos


Vil du også gerne lave en god omgang vintermad, så se med her, hvor jeg deler en lækker opskrift på gullash og kartoffelmos med selleri med dig. Det tager lidt tid at lave det, men er supernemt, og smager skønt.

Det skal du bruge til gullash og kartoffelmos med selleri:

Opskriften er til fire personer.

1 knoldselleri (ca. 500 g)
Ca. 1.250 g kartofler
1 stort rødløg
Rapsolie
700 g oksekød
3 røde peberfrugter
1 gulerød
3 fed hvidløg
4 spsk. paprika
1 dåse koncentreret tomatpure (140 g)
2 dl vand
1 lille bundt persille til servering
Smør
Salt og peber

Sådan laver du gullash og kartoffelmos med selleri:

1. Hak løg og hvidløg, og svits det i en gryde med lidt rapsolie.

2. Skær kødet i “tern”, og kom det op i gryden sammen med løg og hvidløg.

3. Skræl gulerodden og rens peberfrugterne, og skær dem i tern, og kom dem op i gryden. Tilsæt paprika, tomatpuré, salt, peber og vand.

4. Blandingen i gryden skal op og koge, hvorefter du skruer ned, så det bare står og simrer, mens du laver kartoffelmos.

5. Skræl kartofler og knoldselleri, og skær begge ud i tern. Kom dem i en gryde, dæk med vand, og bring det i kog under låg. Når vandet koger skal det have 15-20 minutter.

6. Gem 2 dl. af kogevandet fra kartofler og selleri, og hæld resten af vandet fra. Mos kartofler og selleri med en kartoffelmoser (et stort piskeris kan også bruges) sammen med en stor klat smør. Kom kogevandet i lidt ad gangen, til mosen får en lækker og blød konsistens. Smag til med salt og peber.

7. Server gullashen med kartoffelmos og pynt med persille på toppen. Mums og velbekomme.

Skitur på Vitosha Mountain i Sofia

ski vitosha mountain sofia bulgarien Jeg elsker at stå på ski, og er derfor ellevild over at have muligheden for det i “baghaven” her i Sofia. Ca. to minutters gang fra vores lejlighed, er der nemlig en skilift, der kører op til Vitosha Mountain, hvor man kan stå på ski. Det benyttede vi os af både i går og i dag, og det var virkelig fedt.

ski vitosha mountain sofia bulgarienVed skiliften har du mulighed for at leje ski. Det koster 20 leva for en dag. Desværre kan du ikke leje hjelme, så det er en god idé at medbringe.

ski vitosha mountain sofia bulgarien Da det er fem år siden, jeg sidst har været på skiferie, var jeg lidt nervøs over, hvordan det ville komme til at gå, men det er med ski ligesom med at cykle, man glemmer det ikke bare lige sådan. Så selvom det var længe siden sidst, så synes jeg, at jeg kom hurtigt ind i rytmen igen, og jeg var da også kun nede og kysse sneen et par gange. 😉

ski vitosha mountain sofia bulgarien Især i går var helt fænomenal, da vi havde det flotteste vejr med solskin fra en skyfri himmel. Perfekt skivejr både på og uden for pisten, hvor den stod på frokost med kolde øl. Så bliver det vist ikke meget bedre. Det har virkelig været en skøn weekend her i det bulgarske, og jeg håber, at du også har haft en god en af slagsen!
ski vitosha mountain sofia bulgarien

Fakta om Vitosha Mountain i Sofia

Pister i alt: 29 km.
Den længste løjpe: 5 km.
Det højeste punkt: 2.290 m.

ski vitosha mountain sofia bulgarienFind det her:

Lift Simeonovo
1434 Sofia
Website

Nu med bil

Hvis der er noget, jeg ikke går op i, så er det biler, og jeg ved ærligt talt ikke særlig meget om dem. Jeg kan heller ikke rigtig se eller forstå forskellene på dem, så at kigge på biler og prøvekøre dem, er ikke ligefrem det, der står øverst på min ønskeliste. Jeg er derfor en meget glad dame i dag, da vi endelig har fået købt os en bil.

Ford_Focus_Sofia

Vi har købt denne brugte Ford Focus, og på trods af den hvide farve, synes jeg egentlig, at den er meget fin. Det vigtigste er dog ikke udseendet, men at det giver os en helt anden frihed at have vores egen bil, og jeg glæder mig meget til road trips til Sortehavet og andre spændende steder. Måske kører vi helt til Danmark i den en dag?

Det bliver også så dejligt at slippe for at køre i taxa. Ikke fordi, det er specielt dyrt at køre i taxa her i Sofia, men jeg er så træt af at blive snydt. Jeg vil skyde på, at vi bliver snydt i hvert fald halvdelen af gangene, hvor taxachaufføren enten lige kører en lille omvej, eller har et taxometer, der tæller dobbelt. Så hvis du nogensinde skal til Sofia, vil jeg råde dig til at tage taxa’erne med det blå OK logo på siderne, de er lidt mere pålidelige end de andre. 🙂

Selvom jeg godt kan lide at køre bil, så har jeg ikke helt besluttet, om jeg har lyst til at køre hernede, eller om jeg holder mig til passagersædet. Jeg synes, de kører lidt vildt med indenoms overhalinger og et agressivt tryk på speederen, og så er jeg ret bange for de store huller i vejene. Men lad os nu se, om jeg ikke tager mig sammen, og triller en lille tur.

♡ Katrine

Fem spændende kirker i centrum af Sofia

På mine gåture rundt i Sofia, har jeg set en del spændende og flotte kirker. De er et flot syn, og bestemt værd at gå forbi, hvis du skulle befinde dig på disse kanter.

1. Alexander Nevsky Cathedral er Sofias varetegn og er et absolut must see. De guldbelagte tage er et syn værd både nat og dag.

church_sofia
Aleksander_Nevskij_cathedral

2. Ikke langt fra Alexander Nevsky katedralen finder du St. Sedmochislenitsi Church, også kaldet The Seven Saints Church.

the_seven_saints_church

3. Du må heller ikke snyde dig selv for en tur forbi den lille russiske kirke med de smukke guldkupler på taget.

russian_church_sofia

4. Denne røde murstenskirke går under kaldenavnet Rotunda, men det rigtige navn er The Church of St George, og man tror, at kirken er den ældste bevaret bygning i hele Sofia.

rotunda_church_sofia

5. St Nedelya Church (Holy Sunday Church) er en østlig ortodoks kirke fra middelalderen.

St_Nedelya_Church

Find Alexander Nevsky Cathedral her:

♡ Katrine

Bagning af træ i ovnen

ild_i_braendeovnen
Jeg sidder i stuen i den nye lejlighed, og kigger på flammerne i brændeovnen, mens jeg reflekterer over de første fire uger i Sofia. HK har aftenvagt, så jeg nyder stilheden, og de knitrende flammer. Det lyder da meget hyggeligt og rosenrødt, hva’? Men det er desværre ikke hele sandheden.

For træet vi har købt, af en bulgarer på en mark i nærheden, er helt vådt, og jeg har brugt flere timer og en halv pakke optænding på at få gang i det lort. Jeg har aske i håret, harpiks på fingrene, og jeg er blevet nødtsaget til at varme træ i ovnen for at få det til at tørre, ellers var det simpelthen umuligt at få gang i det. Mon jeg skal aflevere mit spejderbevis tilbage nu?

Jeg har altid været stensikker på, at det der med at lave ild, ikke var noget problem for mig, for “jeg er jo gammel spejder, og har engang vundet en førsteplads”, så det har været lidt af en faliterklæring for mig i dag, men drivvådt træ er altså svært at have med at gøre.

bagning_af_trae_i_ovn

Efter først at have givet træet en gang i ovnen ved 120 grader, er det dog lykkedes mig at få gang i brændeovnen, så jeg kan holde varmen. Det er nemlig koldt i Sofia for tiden, og det er ret dyrt at varme op med el-radiatorer hernede, så de fleste bruger brændeovn. Og det er nu altså også meget hyggeligt, når først det virker. 🙂

♡ Katrine

På ønskelisten – smykkeskrin til ferien

Jeg er så træt af at få mine smykker viklet sammen, når jeg rejser. Det er besværligt at få dem fra hinanden igen, når de skal bruges, og samtidig er der stor sandsynlighed for, at de går i stykker. Derfor ønsker jeg mig et smykkeskrin til ferien, og jeg har fundet et par stykker på nettet, som jeg godt kan lide.

jewelry_case_leather
Dette Royce Leather smykkeskrin har en perfekt størrelse, og gør det nemt at organisere sine smykker. Find det her >

smykkeskrin
Praktisk smykkeskrin med lås, så du kan opbevare dine smykker i sikkerhed på ferien. Find det her >


jewelry_case_louisvuitton
Okay, den her fine og feminine smykkeopbevaring fra Louis Vuitton er alt for dyrt til mit budget, men jeg kan virkelig godt lide det. Find det her >

Har du set andre fine smykkeskrin til rejsen, så del det gerne med mig i en kommentar 🙂

♡ Katrine

Powerkvinder – Sangerinden Szhirley

Jeg har været så heldig, at søde og seje Szhirley har sagt ja til at være med i et interview her på bloggen omkring det at være en powerkvinde. Jeg synes, Szhirley er en powerkvinde, fordi hun altid spreder glæde og god energi omkring sig, selv når hun har travlt som både mor, karrierekvinde og blogger. Læs mere om det i interviewet nedenfor.

roskilde-festival-szhirley
Billede fra Roskilde Festival 2009, hvor jeg interviewede Szhirley til Vi Unge.

1. Hvad er en powerkvinde for dig?
En powerkvinde for mig er en kvinde, der tager kontrollen og holder overblikket i forhold til sig selv, og det liv hun fører. En der ikke lader stå til, men som går efter sine mål, uden at tromle andre ned på vejen.

2. Hvad fik dig til at følge din drøm som sangerinde, og hvordan turde du at at kaste dig ud i det?
Jeg nåede faktisk ikke at tænke særlig meget, inden jeg kastede mig ud i at forfølge min drøm om at blive sangerinde. Det skete lidt tilfældigt, at jeg lige stødte ind i nogle mennesker, som jeg bare klikkede med, både på det personlige plan og musikalsk.

3. Hvordan kom du i gang som sangerinde?
Jeg arbejdede i HMV på Strøget tilbage i 90’erne, og en af mine kollegaer, Dennis Dietmar, vidste, at jeg gik med en sangerinde i maven. Han spurgte mig en dag, om ikke jeg havde lyst til at tage ud til nogle af hans venner til en audition. Det blev til et langt musikalsk forhold og mit første album “I’m coming”, der udkom i 1996.

4. Hvad gør du for at holde gejsten og motivere dig selv?
Det kan være enormt svært at holde motivationen oppe til tider. Specielt nu, hvor jeg er mor til to små mennesker, der selvfølgelig kommer foran alt. Men jeg prøver dagligt at give mig selv en lille peptalk for at holde gejsten. For tiden, da jeg stadig er på barsel, får jeg ikke lavet alle de ting, jeg godt kunne tænke mig, men snaaaaart kommer jeg ordentligt i gang igen.

5. Mit indtryk af dig er, at du altid er glad. Hvor tror du, at du får dit overskud fra?
Jeg er født med krudt i måsen og høj energi, men det betyder dog ikke, at jeg aldrig går kold, og føler mig helt flad og drænet. Jeg er en pleaser, og det er både godt og skidt. Jeg bruger ofte det meste af mit overskud på alle andre omkring mig, end dem, der fortjener det mest, min familie. Men det er jeg blevet meget mere opmærksom på, og er derfor også i gang med at ændre på det.

6. Hvad er din største udfordring?
Min største udfordring er nok de skyhøje forventninger, jeg har til mig selv og min kunst. De bliver på nuværende tidspunkt overhovedet ikke indfriet, og det kan gøre, at jeg føler mig enormt usikker på, om jeg overhovedet er god nok, til det jeg laver.

7. Hvad er dine styrker?
Min positive tankegang og tro på det gode i mennesker.

8. Har du måtte give afkald på noget for at følge din drøm?
Jeg giver i længere perioder afkald på veninde- og familiehygge for at kunne fordybe mig i mine sange og være 100 procent tilstede i kunsten.

9. Hvad gør du for at få din hverdag til at hænge sammen som både karrierekvinde og mor?
Jeg har drømmemoderen, som ALTID står der, og er klar til at hjælpe, når vi har brug for det. Uden hende ville det i perioder være ret kaotisk, da min kæreste, Mads, også er musiker. Så vi arbejder begge på skæve tidspunkter, og ofte når kreativiteten melder sig.

10. Har du sat dig et nyt mål, og hvad gør du for at opnå det?
Jeg har sat mig et mål om at få skrevet min kommende plade færdig inden maj, men jeg har kun lige fået sat den første dato af, til at få lavet to af numrene færdige på fredag.

11. Gør du dig nogle tanker omkring det at være et forbillede?
Det gør jeg til dels, men det er vigtigt for mig at understrege, at det ikke er min opgave som kunstner/forbillede at opdrage andres børn. Jeg er også kun et menneske og fuld af fejl.

12. Har du et råd til andre, der gerne vil følge deres drøm ligesom dig?
Vær realistisk omkring din kunnen, og drøm stort og arbejd hårdt.

Har du lyst til at lære Szhirley endnu bedre at kende, så tjek hendes nye blog ud lige her.

Flytning i en taxa

Flytning af alle vores sager i en taxa til den nye lejlighed, der har brændeovn.
Flytning af alle vores sager i en taxa til den nye lejlighed, som har brændeovn.

Taxachaufføren så noget overrasket ud, da han parkerede ude foran vores dør, hvor vi stod klar med alt vores habengut. Vi havde heldigvis bestilt en taxa med stort bagagerum, hvilket viste sig at være en god idé, for både bagagerum og bagsæde blev godt fyldt op. Det er utroligt, hvad HK har nået at samle sammen, siden han flyttede hertil i oktober. 🙂

Jeg ved ikke, om en taxachauffør var gået med til at leje flyttevogn hjemme i Danmark, men her i Bulgarien, kan det meste lade sig gøre, hvis bare man vil betale sig for det, så heldigvis fik vi flyttet alle vores ting til den nye lejlighed i går, og nu er vi så småt ved at være på plads.

lejlighed_sofia
Her er vores nye stue, soveværelse, gæsteværesle/kontor og køkken.

♡ Katrine

Valentinsdag i Sofia

valentinsdag_i_sofia

Lige en hurtig lille update herfra Sofia, hvor Valentinsdag er blevet brugt på at kigge på brugte biler. Meget romantisk 😉 Jeg tror, at vi endte på en Ford Fucus, den skal dog lige testkøres på mandag, inden vi (eller Hans-Kristian) tager den endelig beslutning.

Efter bilkiggeriet var det tid til en velfortjent frokostpause, som bød på en lækker pizza og en stor øl, inden turen gik i Ikea, hvor vi fik købt en del ting til vores nye lejlighed, som vi flytter ind i morgen.

Nu løber jeg igen, da vi er nogle stykker, der skal på indisk restaurant og tilbringe resten af aftenen. Forhåbentlig bliver det ikke alt for stærkt 🙂

God aften til dig.

♡ Katrine