Hvor skal vi bygge, og hvor skal vi bo?

Sofia byder på masser af parker og natur, men hvor i byen bliver man mest glad for at bo?
Sofia byder på masser af parker og natur, men hvor i byen bliver man mest glad for at bo?

Det er ikke helt let at tage stilling til, hvor vi gerne vil bo i en fremmede by, for hvor mon vi vil blive mest glade for at have vores nye hjem? Midt i byens puls eller i naturskønne områder i udkanten af byen?

Der er masser af lejligheder at vælge imellem, og vi har pt. to for øje. Den ene er en lejlighed med en cool central beliggenhed omkring “Strøget” i Sofia, og den anden ligger lidt ude for byen i et lejlighedskompleks med pool, spa og fitness samt bjerge og en skilift lige i baghaven. Prisen er nogenlunde det samme, om vi vælger det ene eller det andet, så vi skal altså gøre op med os selv, hvor vi tror, vi bedst kan se os selv have en hverdag. Rimelig meget et luksusproblem egentlig…

Jeg glæder mig til at komme ud og se de forskellige lejligheder in real life, da det forhåbentlig gør beslutningen noget lettere. 🙂

♡ Katrine

En god nyhed og bulgarsk middag

IMG_0420

Forleden kunne du her på bloggen læse om en lidt turbulent start, jeg har haft på opholdet her i Sofia. Det er stadig ikke lykkedes mig at blive meldt ind på et jobcenter hernede eller få opholdstilladelse på trods af, at jeg har den rigtige dokumentation på engelsk. Desværre er det bare sådan, at de kun vil godkende dokumentation på bulgarsk, så jeg er i gang med at få dokumenterne oversat hos et oversættelsesbureau.

I går fik jeg dog en dejlig mail fra min a-kasse, der gav mig medhold i, at jeg stadig er berettiget til dagpenge, da jeg har dokumentation for, at de ikke vil melde mig ind på et jobcenter hernede, men at jeg virkelig har gjort alt, hvad jeg kunne. Sikke en lettelse.

Den gode nyhed skulle selvfølgelig fejres, og derfor tog Hans-Kristian mig med på den autentiske, bulgarske restaurant med det fantastiske navn “Hadjidraganovite Izbi”, hvor der bliver spillet folkemusik og serveret skøn bulgarsk mad. Det var virkelig et hyggeligt sted, som jeg helt sikkert skal besøge igen.

bulgarsk madbulgarsk middag 2 bulgarsk middag 3 bulgarsk middag

♡ Katrine

Gadget anbefaling og smart selfie app

gooey cover

Har du også for korte arme, når der skal tages selfies til Instagram eller bloggen, og er du endnu ikke hoppet med på selfiestangen? Så har jeg måske en løsning til dig…

Jeg har tit udfordringer med at tage gode selfies af mig selv til bloggen og mine sociale medier, og det er jo ikke altid, at der lige er nogle, jeg kan få til at hjælpe, i nærheden. Derfor er jeg meget glad for mit nye smarte Gooey iPhone-cover, der gør det meget nemmere.

Hvad er Gooey?

Kort fortalt er Gooey et cover, der suger sig fast til alle blanke og glatte flader – spejle, glas, granit, acryl mv. ved hjælp af et vakuum-princip. På den måde kan du sætte mobilen eller iPad’en op på spejlet, køleskabet, computerskærmen, vinduet eller lignende og have hænderne frie, hvilket gør det meget nemmere både at tage selfies, FaceTime, optage en video eller se tv, mens du laver mad. Coveret ligger herudover godt i hånden, og glider ikke bare sådan ud af hånden på dig. Og så fås det i mange forskellige og fine farver til både iPhone og iPad.

Bliv klogere på Gooey coveret i videoen her:

Download app og tag selfies helt enkelt

For at tage smarte selfies med coveret, anbefaler jeg, at du downloader den gratis app CamMe. Når iPhonen så er placeret på f.eks. et spejl eller en rude, kan du ved hjælp af håndbevægelser tage billeder med CamMe. Så bliver det vist ikke lettere at tage selfies eller optage videoer af dig selv til bloggen. 🙂

Gooey selfie
Sådan gør du: Sæt din telefon med Gooey coveret op på en glat overflade f.eks. et spejl, og tag så en selfie uden hænder med app’en CamMe. Smart, ik?

Gooey coveret kan købes fra 168 kr. her >

Sponsoreret indlæg

Med panden mod muren

Sofia-med-panden-mod-muren

Jeg har nu boet i Sofia i syv dage, og det er derfor blevet tid til et lille postkort. Jeg må sige, at det har været en hektisk uge med mange udfordringer og nedture, men vigtigst af alt, så er det dejligt at bo sammen med Hans-Kristian igen, og det nyder jeg virkelig meget.

I weekenden var vi blandt andet ude at spise en hyggelig middag med vores roommate, Naveen, på restaurant Background i centrum af Sofia. Vi bor midlertidigt i en lejlighed som Hans-Kristians virksomhed har stilt til rådighed, indtil vi finder vores eget sted, og her bor Hans-Kristians engelske kollega også. Hun er heldigvis rigtig sød.

Desværre har det ikke været en nem opgave at søge om opholdstilladelse og blive tilmeldt et jobcenter. Bulgarien er et meget bureaukratisk land, og alt foregår på bulgarsk. Thank God for Google Translate, og tolken som vi har fået hjælp at et par gange. Desværre er intet løst endnu, og jeg er blevet nødt til at få den europæiske hjælpeorganistation SOLVIT med indover, da jeg pt. står med panden mod muren, og ikke ved, hvordan jeg skal komme videre. Jeg er bestemt ikke god til at føle mig magtesløs og uretfærdigt behandlet, men jeg giver ikke så let op, og lige nu ser det heldigvis ud til at gå den rigtige vej.

Hvis du nogensinde står i en situation i et EU-land, hvor du virkelig ikke ved, hvordan du skal løse et problem, så kan jeg godt anbefale dig at tage kontakt til SOLVIT. Du får hurtigt en dansk sagsbehandler tilknyttet, og de virker meget hjælpsomme og professionelle. Så jeg er ved godt mod hernede i Sofia, selvom jeg har været oppe i det røde felt mange gange de sidste par dage. Jeg lover at komme med en status på udfordringerne, så snart, der er nyt i sagen.

♡ Katrine

Har jeg en lærer gemt i maven?

Isabella er klar til at undervise :)
Isabella er klar til at undervise 🙂 

Wuhuu! Hvor er det bare en fed fornemmelse at lære fra sig. Hvis du ikke allerede har prøvet det, kan jeg godt anbefale dig at kaste dig ud i det. I tirsdags underviste jeg på mit første blogkursus, og jeg var helt høj bagefter. Det var så sjovt og lærerigt at undervise andre bloginteresserede, og jeg kunne godt gå hen og blive helt afhængig af det.

Jeg underviste sammen med min veninde, den dygtige blogger Isa-tankestreg.dk, på Generator Hostel i København, som har superfede kursusfaciliteter og et servicemindet crew.

Vi lærte blandt andet fra os omkring det at komme i gang med at blogge, sociale medier, SEO og sponsorerede indlæg. Jeg synes, Isabella og jeg supplerede hinanden rigtig godt, og jeg håber, at vi kan lave mange flere blogkurser sammen i fremtiden. Det SKAL vi!

Da jeg nu er så vild med at lære fra mig, må du endelig sige til, hvis du ønsker at starte en blog op, og har nogle spørgsmål. Så er jeg altid til tjeneste 🙂

Kbh – Sofia: En tårevædet afsked

bog poppys

I går var dagen kommet, hvor kufferten skulle lukkes, og afskeden med Danmark skulle tages. Sommerfuglene lavede turbulens i min mave hele formiddagen, og jeg kunne tydeligt mærke, at jeg var påvirket af alt det, der skulle ske. Det blev da også en tårevædet afsked, da jeg skulle sige på gensyn til familie og venner, og det var især hårdt, at se min familie være så ked af det. Heldigvis havde jeg tre skønne veninder med mig i lufthavnen, som fik sendt mig godt afsted, og da først flyet lettede fra Københavns Lufthavn, forsvandt tårerne, og jeg kiggede fremad mod mine nye eventyr i Sofia med Hans-Kristian.

Min første dag i Sofia er i fuld gang, og Hans-Kristian og jeg har været afsted for at melde mig ind på et jobcenter i Bulgarien, da jeg er berettiget til at få danske dagpenge i tre måneder hernede. Det lykkedes desværre ikke i dag, men efter nu at have været i kontakt med den danske ambassade i Bulgarien har jeg fået den rigtige adresse til jobcentret. Næste udfordring er dog, at de kun kan hjælpe mig, hvis jeg har en med, der kan bulgarsk. Mon jeg kan skaffe en tolk?

Planen med afslapning, spa-behandlinger og en tur i biffen må altså vente lidt endnu. Der er ellers premiere på en ny adventurefilm i dag, der hedder “Seventh Son” med blandt andre Julianne Moore, Kit Harrington og Alicia Vikander, som jeg godt kunne tænke mig at se. Jeg elsker fantasyfilm og eventyr, men jeg ved faktisk ikke en gang, om den kan ses i Bulgarien, og om man overhovedet kan se film på engelsk her i Sofia????? Gud, hvor kommer jeg til at savne at gå i biffen i Danmark. 🙂

Se en trailer til “Seventh Son” her:

Læs også: Venindeafsked og en kikset flytning

Sponsoreret indlæg

Blogevent på det cool Generator Hostel

generator hostel
Udefra ligner det ikke noget særligt, men når man træder ind på Generator Hostel, bliver man overrasket over den fede indretning og den hyggelige bar, der blandt andet serverer skønne cosmopolitans. Miljøet er ungt og hipt, og udover at man selvfølgelig kan overnatte der, så byder stedet også på fede events.

I torsdags var jeg inviteret til et spændende blogevent på Generator Hostel, der handlede om, hvordan man kan tjene penge på at blogge og samtidig være troværdig. Det er en ret interessant debat faktisk, og personligt ser jeg ikke noget problem i, at man tjener penge på at blogge, så længe man oplyser sine læsere om, hvornår der er tale om reklame eller ej. Og så synes jeg personligt heller ikke, at det skal være penge, der driver værket, men lysten og passionen for at fortælle, inspirere og dele ud af sig selv.

Mine to co-bloggers Isa-tankestreg.dk og cphblonde.com fortalte om deres tilgang til blogging, og hvad de gør for at tjene penge på deres blogs og samtidig forblive troværdige, og nogle af de vigtigste ting er helt klart, at man har sig selv med i det, man gør, og at man er ærlig. Mediebureauet Be On holdte også et oplæg om, hvordan man kan tjene penge som blogger hos dem ved at skrive spændende blogindlæg om forskellige kampagner. Det kan du læse mere om her >

Jeg skal undervise i at blogge
Som tidligere nævnt, så skal jeg undervise i at blogge, og give tips og tricks til de sociale medier på et gratis blogkursus. Det finder sted på tirsdag også på Generator Hostel, og jeg glæder mig helt vildt meget til at dele ud af min viden. Forhåbentlig kan jeg lære nogle ting fra mig, som andre bloggere kan få glæde af. Jeg er virkelig spændt, og jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at jeg ikke var nervøs. Jeg har heldigvis min rutinerede veninde og blogunderviser, Isa-tankestreg, ved min side, så kan det ikke gå helt galt. 🙂

Anmeldelse af familiefilmen Paddington

Foto: SF Film
Foto: SF Film

I går havde familiefilmen “Paddington” premiere, så jeg er lige lidt forsinket med anmeldelsen, men bedre sent end aldrig, ik?

Som barn elskede jeg at se den marmeladeglade bjørn rende rundt i Londons gader, og selvom jeg er blevet voksen, kan jeg ikke stå for den lille fyr. Så jeg sagde selvfølgelig ja til at anmelde den nye film “Paddington”, der blandt andet har Nicole Kidman, Hugh Bonneville og Sally Hawkins på rollelisten.

Filmen handler om, hvordan den unge Paddington kommer til London med en seddel rundt om halsen med teksten: “Pas venligst godt på denne bjørn. Mange tak”. Men ingen ser ud til at ville hjælpe, men ligesom han er ved at miste modet, bliver han samlet op af familien Brown. De giver ham mad og husly, men det er ikke helt uden problemer at have en bjørn i huset. Og det hele bliver kun værre, da en skummel dyreudstopper opdager Paddington, og vil gøre alt for at fange ham.

Hvad synes jeg så? Jeg synes, det er en rigtig sød og sjov familiefilm, som sætter fokus på, at vi skal være der for hinanden, og samtidig er jeg sikker på, at de fleste børn vil grine med af alle Paddingtons uheldigheder. Jeg kan godt lide, at man også ser, hvor Paddington kommer fra, hvilket er med til at gøre ham mere virkelig. Man kan ikke andet end at holde af den lille og noget uheldige bjørn.

Se traileren til “Paddington” her:

Powerkvinder – Kira Eggers

Kira Eggers

Kira Eggers

Jeg har tidligere arbejdet sammen med Kira Eggers på Bazar, og synes, at hun er en vaskeægte powerkvinde, der tør sige sin mening og følge sin drøm. Og på bare et år har hun skabt sig selv en karriere som personlig træner, og lige her har jeg interviewet hende om det at følge sine drøm som personlig træner, som startede efter, at hun havde været med i tv-programmet “På egen krop: Kira Eggers som bodybuilder” på TLC.

1. Hvad er en powerkvinde for dig?
Det ved jeg faktisk ikke. Er det en, der kan alt selv? Er det en, der er stærk i modgang? Er det en, der er god til at vække kvinden i andre kvinder? Jeg ved det ikke. Jeg anser mig selv som en kvinde, som nogle gange er stærk, nogle andre gange ikke. Og jeg er god til at vise begge sider.

2. Hvad fik dig til at følge din drøm, og hvordan turde du at at kaste dig ud i det?
Lyst. Lyst til resultater. Muligheden var der, og jeg kan rigtig godt lide ikke at passe ind. Jeg har det rigtig godt med, ikke at være en, der ønsker at gøre andre glade. Jeg gør først og fremmest, hvad der passer mig bedst åndeligt og praktisk, for så er jeg på lang sigt også mere til rådighed for andre. Men kort fortalt, så ser jeg absolut ingen ulemper ved at komme i fantastisk form på 10 uger. Giv mig en dårlig grund. Nej, vel? Ingen.

3. Hvordan kom du i gang som selvstændig personlig træner?
Jeg tog en uddannelse hos Henrik Duer, som er pisse dygtig og for mange kendt som vært på ”Ekstremt Fed” på TV3. Med til historien hører også, at jeg før det, blev lært op af en af verdens bedste bodybuildere Helle Nielsen. Den viden hun har, som jeg tog til mig, er uundværlig, når man arbejder som mig. Det har givet et enormt kvantespring, som også har været medvirkende til, at jeg har så meget arbejde, som jeg har i dag. Jeg kan leve af branchen efter blot et år. Det er sgu da fedt.

4. Hvordan fik du idéen til at gøre det, du gør?
Det forekommer mig som det mest naturlige i verden, men med til det hører også, at jobs ikke hænger på træerne. Og nu er jeg ikke frøken hvem som helst, så det betyder også, at jeg ikke passer ind under de normer mange forbinder med fastansat. Eller, det gør jeg, det tror folk bare ikke om mig, så allerede der, er det opad bakke. Jeg tænkte, at jeg gerne ville leve af min hobby, og som min egen chef skal jeg i hvert fald ikke forholde mig til, hvorvidt jeg er ønsket eller uønsket et sted.

Samtidig, bestemmer jeg alt selv. Hvor fedt er det lige. Jeg savner til tider fast indtægt som i 8-16-job, og har haft en del af de jobs, hvilket jeg trives med. Det tror de færreste, da mange ikke opfatter mig som en, der kan sidde der og være seriøs. Nå, men det kan jeg altså, ellers tror jeg heller ikke, at jeg ville kunne administrere at være min egen såvel som andres chef. Man skal have en vis indordningsevne samt struktur. Jeg er en meget hårdt arbejdende kvinde, men well, det kommer mig til gode nu, ikke?

5. Hvad gør du for at holde gejsten og motivere dig selv?
Jeg sørger for ikke at blive stresset. Det er jeg supergod til. Jeg kender mine begrænsninger, og jeg er ikke en pleaser. Jeg er behagelig, i al beskedenhed, ellers ville jeg heller ikke have 40 klienter og deres familier.

6. Hvor får du din power fra?
Jeg er mælkebøttebarn. Det giver en balast. Og så er jeg vokset op med kvinder, der ikke er bange for at give deres mening til kende. Jeg blev opdraget til at være frygtløs. Jeg red i skole. Hvem gør lige det? Jeg flyttede til USA som 16 årig og kom nærmest ikke hjem igen. Jeg fandt et job derovre, og der blev jeg så.

7. Hvad er din største udfordring?
Folk forandrer sig ikke. De forstår ikke, at jeg ikke er den samme, som jeg var for 10 år siden. De sidder i en eller anden træls tidslomme, og taler stadig om min fortid.

8. Hvad er dine styrker?
Jeg er frygtløs. Jeg er en go-getter, og jeg vil skide på, hvad nogen måtte tænke om det. Det er en frihed flere skulle tage sig.

9. Har du måtte give afkald på noget for at følge din drøm?
Hmm, jeg kan ikke rejse så meget. Sikkert også at få børn, selvom det kan nås endnu. Jeg har bare været så betaget af livet, som det er, at det bare ikke er blevet prioriteret. Jeg føler ikke, jeg har givet afkald på noget. Jo, ved at være en offentlig person, har jeg givet afkald på mit privatliv, men omvendt, så bestemmer jeg jo en hel del selv, hvad jeg vil have ud. Og som bekendt kan man ikke gøre alle glade, og den slags skal man forene sig med, især som offentlig person.

10. Hvad gør du for at få din hverdag til at hænge sammen?
Ansat en assistent. Det har været absolut nødvendigt, da jeg står i et center eller er ude på arbejdspladser og træne folk. Derfor er jeg jo ikke ved en computer, hvor mange af mine jobs jo kommer ind.

11. Har du et råd til andre, der gerne vil følge deres drømme ligesom dig?
Mavefornemmelse. Følg den. Og vær ok med, at nogle gange bliver tingene ikke en succes. Op igen! Ud over det, skaf dig en dygtig advokat. Det er pengene værd, så en evt. kontrakt er så sikker, at når du rager dig uklar med evt. partnere, kan du gå derfra med oprejst pande, og uden at nogen tager dine penge.

Vil du vide mere om Kira Eggers, så besøg hende på dkira.com eller følg hende på Instagram på @kiraeggers.

Læs også: Powerkvinder – Smykkedesigneren Mai Manniche fra Jewlscph

Spansk hygge på Tapasbaren

tapasbaren

Mums mums mums… I fredags var jeg for første gang på Tapasbaren i København, men det bliver forhåbentlig ikke mit sidste besøg. Jeg havde invireret min veninde, Leela, på eftermiddagskaffe, og udover lidt varmt at drikke, fik vi churros med hjemmelavet varm chokolade. Det smagte skønt!

churros-tapasbaren

Jeg kunne godt tænke mig at prøve at spise en rigtig tapas derinde en dag, for det virkede virkelig til at være et rigtig godt og lækkert sted til en aften fyldt med spansk hygge.

Kan du anbefale en god spansk restaurant?

♡ Katrine

facebook_billede