En veloverstået jul

Jeg har haft en travl og hyggelig juleferie indtil videre, og derfor har jeg slet ikke fået skrevet på bloggen. Det er jeg ret ked af, og derfor er her et indlæg om ugen, der er gået siden sidst.

Læs også: Glædelig jul til jer alle

Den 24. december blev der fejret jul med manér hos mine forældre. Som du måske har læst i mit sidste indlæg, så var det en lidt anderledes jul, da der ikke var særlig mange julegaver. Vi har nemlig aftalt i familien kun at give til dem under 18 år. Den aftale var dog ikke lavet med min kærestes familie, så det blev til et par fine gaver under træet alligevel, og så vandt jeg også nogle lækre sager i pakkelegen. Jeg var bange for, om det ville være den samme jul uden julegaver, men det var det heldigvis. Jeg havde en skøn juleaften!

juleaften 13
Juleaften med lækker julemad og pakkeleg.

1. og 2. juledag stod den på afslapning, en gåtur ved vandet med kæresten og hans forældre og selvfølgelig en masse rester af julemaden.

juledag 13
Gåtur ved stranden i Fakse Ladeplads.

Årets familiejulefrokoster blev afholdt fredag og lørdag, og selvom jeg elsker sild og alt, hvad der hører sig til en julefrokost (undtagen snaps), så var det altså ret svært at klemme mere julemad ned. Men lækkert og hyggeligt var det!

Søndag stod på filmhygge i sengen det meste af dagen med min kæreste indtil mørket faldt på, hvor vi tog os sammen til at tage ind til byen og udsalgsshoppe.

udsalgsshopping jul 13
To nye kjoler fra Topshop og burger på Meyers Deli i Magasin.

I går var en travl dag, der startede med en times træning i Fitnessworld, dejligt at få lidt af julemaden forbrændt. Herefter gik turen til Stevns, hvor min kæreste og jeg hjalp min kærestes storesøster med at flytte. (Hvilket betød at jeg skulle køre traktor 😉 ) Da vi var færdige med flytningen tog vi tilbage til København og så Gravity i 3D i Cinemaxx. Hold op, hvor var det en flot film, som jeg er dybt imponeret over!

traktor
Traktorkørsel på landet.

I dag står den på fest og hygge, når 2014 skal bydes velkommen. Godt nytår derude. Pas nu rigtig godt på jer selv og hinanden.

Julehygge i England

Som tidligere skrevet, så studerer min kæreste i Birmingham, så fra fredag til mandag var jeg en tur ovre at besøge ham sammen med hans forældre. Vi var to dage i Birmingham, hvorefter vi kørte til London, og var der i to dage, inden vi alle fire fløj tilbage til Danmark mandag aften. Jeg har samlet lidt billeder fra turen her, som bød på sightseeing, julemarkeder, lækker mad og lidt shopping.

Læs også: Skøn weekendtur i Birmingham

jul i birmingham
Julemarked og julehygge i Birmingham
mad i birmingham
Varm kakao, afternoon tea, æbletærte og fin slikbutik i Birmingham
jul i london
Julehygge og lidt juleshopping i London
Seightseeing i London
Seightseeing i London

Opskrift på konfekt med dadler og abrikos

opskrift på konfekt med dadler og abrikos

opskrift på konfekt med dadler og abrikos
Konfekt med dadler og abrikos er et sundere alternativ til den klassiske konfekt med marcipan og nougat, og hold nu op, hvor smager det godt. Det er nemt at lave, og kan helt sikkert anbefales, så derfor får du lige opskriften her.

Det skal du bruge

150 g. dadler
75 g. tørrede abrikoser
2 spsk. kakao
2 spsk. rapsolie
100 g. kokosmel
1 knivspids salt
Evt. lidt vand
Chokolade til at smelte (mørk chokolade er sundest)
Krymmel eller kokos til pynt

Sådan laver du den lækre konfekt

1. Blend dadler, abrikoser, kakao, olie, kokosmel og salt sammen. Det kan være en god idé at skære abrikoserne og dadlerne ud i mindre stykker, da de godt kan være lidt svære at blende hele. Tilføj gerne lidt vand, hvis konsistensen er lidt for tør.

2. Når det hele er blendet godt sammen, former du dejen som kugler, og dypper dem i den smeltede chokolade.

3. Pynt med krymmel eller kokos på toppen.

4. Opbevar den lækre konfekt i køleskabet, indtil det skal spises. Mums!

Dansk jul – opskrift på vaniljekranse

vaniljekranse


Hvert år i julen mødes min mor, min Bedste og jeg for at bage julesmåkager og lave konfekt, og det bliver altså først rigtig jul, når vaniljekransene er pakket i kagedåser. Vaniljekranse er min absolut yndlings julesmåkage, så derfor synes jeg lige, at jeg ville dele min opskrift med jer, som er helt tilbage fra min oldemor.

Det skal du bruge til en portion vaniljekranse:

1/2 kilo hvedemel
375 gram smør
1/4 kilo sukker
125 gram mandler
1 æg
Kornene fra en stang vanilje
En stor tsk. vaniljeessens
Lidt hjortetaksalt

Sådan gør du:

1. Tænd ovnen på 200 grader.

2. Skold mandlerne og smut dem. Herefter skal de hakkes fint.

3. Bland alle ingredienserne sammen og ælt det godt.

4. Lav “pølser” af dejen med en kødhakkemaskine eller en bollesprøjte.

5. Form “pølserne” til kranse, og læg dem på en bageplade med bagepapir. Det er vigtigt, at der er afstand imellem kransene, da de udvider sig, når de bages.

6. Bag vaniljekransene i ca. syv minutter. De skal kun være gyldne, så hold godt øje med, at de ikke får for længe. Bagetiden afhænger fra ovn til ovn.

7. Når du tager dine vaniljekranse ud ad ovnen, anbefaler jeg, at du lægger dem på en rist, hvor de kan køle af. Sørg for, at de er kolde, inden du kommer dem i kagedåser.

TIP! Lav dejen dagen før du skal bage vaniljekransene.