10 tips til at rejse med din baby


Det kan sagtens lade sig gøre at rejse med en baby, og her får du ti tips til at få en endnu bedre ferie med den lille guldklump.

Hav styr på det praktiske inden afgang

Husk, at din baby skal have eget pas, og så er det også en god idé at få lavet en rejseforsikring. Sørg også for at tjekke, om der er nogle vacciner, dit barn skal have, inden I rejser.

Tag jer god tid

Vær indstillet på, at ting tager længere tid, når du har en baby med. Der skal pusles, spises og soves, og måske er baby træt og ked, når I mindst venter det. Så tag afsted i god tid, hvis I har noget, I skal nå, og sørg altid for at være i god tid i lufthavnen. Sænk jeres forventninger til, hvad I skal nå at opleve på jeres ferie, og nyd det fredelige tempo. Det vigtigste er, at I hygger jer sammen.

Babyalarm på mobilen

I behøver ikke at slæbe babyalarmen med, I kan i stedet installere en babyalarm på mobilen. Da vi var i USA, brugte vi app’en “Baby monitor 3G”, der fungerede supergodt. Den ene mobil ligger i nærheden af babys seng, mens I har den anden mobil på jer, så I kan høre, når jeres barn græder. Smart!

Medbring både nyt og gammelt legetøj

Det kan være en god idé at medbringe noget nyt legetøj, som I først hiver frem på ferien. Brug det f.eks. til flyveturen eller den lange køretur, så jeres barn kan underholde sig med dette, når tålmodigheden er ved at være brugt op. Det kan også være en god idé at have lidt af yndlingslegetøjet med til turen, så der er noget trygt og velkendt for barnet at lege med.

Puslemadras og engangsmåtter

Det kan være en god idé at have en puslemadras med, så I har et sted at skifte jeres barn. Det kan godt være lidt af en udfordring at skulle skifte en ble på et hotelværelse, hvis man ikke har noget sted at lægge barnet. Det er også en god idé at medbringe et par pakker med engangs-puslemåtter, da det ikke er alle steder, de kan købes. Vi kunne f.eks. ikke finde dem, da vi var på roadtrip i USA, selvom vi var i mange forskellige supermarkeder.

Rygsæk til puslesagerne

Det er rart at have hænderne frie, når man rejser med en baby, og det kan derfor være en god idé at have puslesagerne i en rygsæk, så man nemt kan have det med sig alle vegne.

Tjek muligheden for at låne en rejseseng

Det er ikke alle hoteller, der har rejsesenge til rådighed, så det kan være en god idé at undersøge dette på forhånd. Ellers er det selvfølgelig også meget hyggeligt at have baby sovende hos sig i sengen 😉

Tag klapvognen med

Med de fleste flyselskaber kan du medbringe en klapvogn uden at betale ekstra, og den er altså virkelig rar at have med. Det gør det så meget nemmere at komme rundt med den lille, der både kan sidde op og følge med i tingene eller ligge ned og tage sig en lur.

En bæresele er guld værd

En bæresele er virkelig god at have med, når du rejser med en baby. Den er super at bruge, når du skal igennem sikkerhedskontrollen i lufthavnen, og hvis I skal på sightseeing steder, hvor det kan være svært at have klapvognen med.

Se muligheder frem for begrænsninger

Accepter at jeres baby har et andet behov end jer, og nyd de muligheder det giver. I San Diego endte vi f.eks. på et ret sejt museum for børn, hvor William kunne lege rundt, og det var en supergod oplevelse, selvom det ikke var et sted, vi normalt ville bruge vores ferietid. En ferie med en baby er bestemt noget andet, end når man rejser kun voksne, men det er en fantastisk oplevelse at være sammen 24/7, og jeg kan kun anbefale det!

Læs også: Gode råd til at flyve med baby

Har du andre tips til at rejse med en baby?

signatur
GRATIS E-BØGER TIL DIG

Vil du gerne lære meget mere om blogging, så tilmeld dig mit nyhedsbrev og få tilsendt mine tre e-bøger, der hjælper dig godt på vej.

DEL:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

CommentLuv badge