Fin fotoudstilling på Fotografiska i Stockholm

I Stockholm ligger det populære fotomuseum Fotografiska, og efter at have hørt en masse godt om det, besluttede HK og jeg os for at tage derind i går aftes. Det gælder jo om at få kærestehygget en masse, inden den lille krudtugle melder sin ankomst til januar 😉

På nuværende tidspunkt har museet fem udstillere, og især to af dem rørte mig meget. Nick Brandts udstilling “Inherit the Dust”, som viser, hvordan naturen og landskabet i Østafrika er i gang med at blive ødelagt af industrialiseringen, og hvilke konsekvenser det har for dyrelivet og menneskene i områderne.

I flere måneder rejste Nick rundt i Østafrika for at finde de perfekte lokationer til sine panoramabilleder og skyde dem, og med ham havde han store lærreder med billeder af Østafrikas dyr i størrelsesforholdet 1:1. Alle panoramabillederne i udstillingen er skudt med analog kamera, og det har uden tvivl været et stort og omfangsrigt projekt.

Jeg havde dog især svært ved at holde tårerne tilbage i lokalet med Bryan Adams udstilling “Wounded”, der viste stærke billeder af sårede soldater fra krigen. Billederne var fyldt med følelser, og jeg havde det helt som om, jeg fik en mavepuster, mens jeg gik rundt derinde. Puha, det rørte mig virkelig, og jeg måtte lige stoppe op og trække vejret et par gange ekstra, for ikke at få alt for våde øjne.


Hvis du undrer dig over, om det er musikeren Bryan Adams, der er tale om, så kan jeg fortælle, at ja, det er det. Han er åbenbart også fotograf, og i hans udstilling “Exposed” kan du også se hans portrætter af kendte – heriblandt danske Mads Mikkelsen.

Vegetarmad på toppen af Fotografiska

At se de fem udstillinger tog os omkring en times tid, og herefter bevægede vi os ind i restauranten på øverste etage, hvor vi var heldige at få plads tæt ved et af de store panoramavinduer, hvorfra vi kunne nyde udsigten mod Stockholms Gamla Stan og Djurgården. Menukortet på restauranten består af vegetarretter, hvor økologiske og lokale råvarer er i centrum, og vi bestilte hver fire retter, som der anbefales.

Maden smagte generelt lækkert, men prisen var dog ret pebret i forhold til, hvad man fik, og en anden gang vil jeg nok hellere betale det samme for en middag med en lækker bøf, men det er jo selvfølgelig smag og behag 🙂 Det var dog alt i alt en god smagsoplevelse med fine anretninger, og jeg er glad for, at vi fik afprøvet det.

Vil du besøge Fotografiska?

Hvis du er interesseret i at besøge Fotografiska, så vil jeg råde dig til at gøre det på en hverdag, da der i weekender kan være lange køer for at komme ind. Hvis du ønsker at spise på restauranten, så anbefaler jeg, at du bestiller bord online. På den måde sparer du 30 kr. på entrebilletten, og herudover er du sikret, at der er plads.

Fotografiska
Stadsgårdshamnen 22
116 45 Stockholm, Sverige
www.fotografiska.eu

signatur
GRATIS E-BØGER TIL DIG

Vil du gerne lære meget mere om blogging, så tilmeld dig mit nyhedsbrev og få tilsendt mine tre e-bøger, der hjælper dig godt på vej.

DEL:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

CommentLuv badge